Med den nye interaktiv webportal www.arbejdsaranaen.dk har du mulighed for at styrke din refleksion over arbejdslivets udfordringer og din evne til at lede dig selv som videnmedarbejder.
I ArbejdsArenaen kan du prøve syv interaktive udfordringer. Du kan blandt andet teste forskellige billeder af din balance mellem famillie- og arbejdsliv, finde dine grænser i det grænseløse arbejdsliv, og se hvad der begejstrer og belaster. Du kan også give dine holdninger til kende og diskutere med andre brugere af ArbejdsArenaen.
Ideen med ArbejdsArenaen har samtidig været at udfordre den traditionelle tilgang til formidling af forskningsresultater. Ved mandagens lancering fremhævede Anders Raastrup Kristensen, Adjunkt ved CBS, at ArbejdsArenaen har fokus på oplevelse, interaktivitet og inddragelse frem for endegyldige svar og løsninger.
ArbejdsArenaen er med andre ord et redskab til at fremme diskussion af og refleksion over udfordringerne i det moderne arbejdsliv. Der er ikke er én rigtig måde at håndtere sin balance mellem arbejdsliv og familieliv. Der er heller ikke én rigtig løsning på, hvordan man leder selvledende medarbejdere eller hvilke værdier man skal sætte højt i sit arbejdsliv for at undgå at blive stresset. I stedet skal man løbende reflektere over og diskutere problemstillingerne med sin leder, kolleger og familie.
ArbejdsArenaen er et forskningskommunikationsprojekt finansieret af Det Frie Forskningsråd – Kultur og kommunikation. De tre forskningsprojekter som danner baggrund for ArbejdsArenaen er; Ledelse af selvledelse, Viden og stress - mellem begejstring og belastning og Trivsel, produktivitet og selvledelse.
Derudover har KL sammen med Djøf, IDA og DI bidraget til udviklingen af ArbejdsArenaen.
Prøv selv et eller flere af de syv interaktive spil på www.arbejdsarenaen.dk og bliv klogere på arbejdslivets udfordringer og hvordan du leder dig selv.