Indhold

10.02.17 10:21

Hvordan skabes der mere sammenhæng og ensartet dokumentation på socialområdet?

Hvordan skabes der mere sammenhæng og ensartet dokumentation på socialområdet?

”Vi skal blive bedre til at dokumentere borgernes udvikling i de enkelte forløb og skabe optimale rammer for høj faglig kvalitet,” siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Tiden er moden til at udvikle fælles faglige begreber på tværs af myndighed og udfører på socialområdet. KL igangsætter derfor et projekt, der skaber viden om effekt i de enkelte borgerforløb og understøtter en mere ensartet og struktureret dokumentationspraksis.

I dag eksisterer der ikke nok viden om effekten af de sociale tilbud, og det er svært at dokumentere borgernes udvikling over tid. For at styrke det socialfaglige arbejde har landets socialrådgivere behov for at kunne dokumentere udviklingen i de enkelte borgerforløb. Ligesom de har behov for mere viden om, hvad der virker, når de skal afgøre, hvilken støtte borgeren skal have.

Samarbejdet mellem socialrådgiver og medarbejder i de sociale tilbud er ofte udfordret. De to parter har ikke altid samme forståelse af de faglige begreber, der beskriver borgerens udfordringer, ressourcer og udvikling, eller af de indsatser der sættes i værk. Det er en udfordring, når socialrådgiveren skal måle og dokumentere, i hvilken grad borgeren har profiteret af støtten.

KL sætter nyt stort projekt i søen

KL igangsætter primo 2017 projektet ’Fælles Faglig Begreber’, som skal udvikle et fælles begrebsapparat om borgeren på tværs af myndighed og udfører samt en ensartet dokumentationspraksis.

”Vi skal blive bedre til at dokumentere borgernes udvikling i de enkelte forløb og skabe optimale rammer for høj faglig kvalitet,” siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Projektet skal styrke og videreudvikle det socialfaglige arbejde med afsæt i det store arbejde, kommunerne har lagt på området de sidste år. Kommunerne er nået langt med implementeringen af sociale faglige metoder som fx VUM (voksenudredningsmetoden) og FKO (faglige kvalitetsoplysninger). Det er nu tid til næste skridt, hvor der skal skabes større sammenhæng på tværs af socialrådgiver og de sociale tilbud. Det skal konkret ske ved at indarbejde fælles faglige begreber i de eksisterende faglige metoder og it-systemer på området, uden at disse erstattes.

Ensartet dokumentation og fælles faglige begreber

Ved at udvikle en ensartet dokumentationspraksis ønsker KL at skabe bedre rammer for det faglige samarbejde mellem socialrådgiver og medarbejder på de sociale tilbud. Det skal være muligt at genanvende data på tværs for på den måde at lette arbejdsgangene.

Som en del af projektet vil KL udvikle fælles faglige begreber på tværs af myndighed og udfører, der skaber grundlag for bedre kommunikation om og med borgeren og understøtte den rehabiliterende tilgang.

”Der er aktuelt et behov for, at socialområdet skaber mere sammenhæng i de enkelte borgerforløb. Vi skal sikre, at medarbejderne på det sociale område har de rigtige rammer for et stærkt fagligt samarbejde. De fælles faglige begreber skal være med til at skabe en højere grad af fælles forståelse af borgerens tilstand og udvikling,” siger Thomas Adelskov.

KL inviterer til et bredt samarbejde med landets kommuner

KL har fokus på, at projekt ’Fælles Faglige Begreber’ afspejler virkeligheden, som den opleves i landets forvaltninger og sociale tilbud.

”Det er vigtigt, at projekter som dette bliver udviklet i tæt samarbejde med kommunerne,” siger Thomas Adelskov og fortsætter:

”Projektet skal i sidste ende være kompatibelt med de arbejdsgange og de faglige begreber, der lige nu bliver anvendt.”

For at sikre, at projektet afspejler den daglige praksis og kan indgå i det arbejde, der udføres i dag på socialområdet, vil kommunerne blive inddraget løbende i projektet.

Projektet er en del af digitaliseringsstrategierne 2016-2020

Som en del af både den fællesoffentlige og fælleskommunale digitaliseringsstrategi 2016-2020 er dokumentation af effekt på socialområdet i fokus.

Digitaliseringsstrategierne sætter en dagsorden, hvor der ønskes en mere ensartet og struktureret dokumentationspraksis på tværs af kommunerne. Hensigten er at skabe bedre forløb for borgerne, systematisk opfølgning af effekten af indsatserne samt mulighed for at skabe større gennemsigtighed i udvalget af sociale tilbud.