Indhold

18.01.18 17:23

KL's aktive indsats på energiområdet giver pote

KL's aktive indsats på energiområdet giver pote

Foto: Colourbox.com

EU-Parlamentet har onsdag den 17. januar sagt ja til nye målsætninger der skal øge energieffektiviteten. KL har aktivt arbejdet for at sikre danske kommuner hensigtsmæssige rammer.

På baggrund af EU-Kommissionens revision af energieffektiviseringsdirektivet, stemte EU-Parlamentet onsdag den 17. januar ja til nye målsætninger, der skal øge energieffektiviteten i EU med 35 procent og andelen af vedvarende energi i det samlede energiforbrug til 35 procent frem mod 2030. Centralt for danske kommuner var et forslag om, at alle offentlige bygninger fremover skulle energirenoveres, med henblik på at sænke energiforbruget med 3 procent årligt.

KL er generelt positiv overfor energibesparelser i EU, men mener ikke, at et lovkrav om en årlig energirenovering på 3 procent af alle offentlige bygninger er en hensigtsmæssig måde at opnå målene om energieffektivisering. Forslaget overlader ikke nok fleksibilitet i forhold til, hvordan energieffektiviseringen bedst foretages i kommunerne. Hertil vil den obligatoriske renovering vil være betydeligt mere omkostningsfuld for lande, som allerede har foretaget omfattende energirenovering af bygningsmassen, end det vil for lande, som ikke har det i samme omfang. Det gælder eksempelvis nye kommunale bygninger med meget lavt energiforbrug, hvor det vil være vanskeligt at efterleve et krav på 3 procent om året. Endvidere er forslaget yderst ambitiøst taget både administrative og økonomiske ressourcer i betragtning, hvilket vil begrænse mulighederne for at investere i initiativer, som kunne sænke energiforbruget på anden vis.

Derfor har KL i fællesskab med andre europæiske kommune og regionale organisationer samt den europæiske organisation for kommuner og regioner (CEMR), arbejdet aktivt for, at kommuner og regioner ikke bliver omfattet af en årlig energirenovering. Arbejdet gav i går pote, da forslaget blev nedstemt på EU-parlamentets plenar i Strasbourg.

KL vil fortsat følge sagen aktivt og arbejde for, at kommunale og regionale holdninger bliver inddraget i revisionen af direktiverne. Der vil herfor løbende komme opdateringer som forhandlingerne skrider frem.

 

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce