Indhold

02.05.18 13:20

EU-Kommissionens budgetudspil vil betyde besparelser på strukturfondene

EU-Kommissionens budgetudspil vil betyde besparelser på strukturfondene

Det vil skade væksten i kommunerne, hvis der skæres i strukturfondsmidlerne.

Hvis EU-kommissionens budgetudspil følges, så vil det betyde besparelser på strukturfondsmidlerne, som mange kommuner har stor gavn af.

"Jeg vil gerne advare mod, at man i EU skærer i strukturfondsmidlerne. Det er penge, som i høj grad gør gavn for vækst, beskæftigelse og innovation i hele Europa og i alle dele af Danmark. Der er utallige gode og gavnlige projekter, som aldrig ville være vokset frem uden økonomisk støtte."

Sådan siger Erik Flyvholm, formand for KL's Internationale Udvalg, efter EU-Kommissionen i dag fremlagde budgetudspillet, som skal lægge den finansielle ramme for alle EU's aktiviteter og politikker frem til 2027.

Selvom der faktisk er lagt op til en stigning i budgettet, så vil Storbritanniens udtrædelse af EU efterlade et stort hul i kassen, som vil betyde samlede besparelser. Samtidig har medlemslandene udtrykt ønsker om, at EU skal løse nye politiske udfordringer, som fx flygtningekrisen, hvilket ligeledes vil presse budgettet.

Færre midler vil skade væksten i kommunerne

Brexit vil betyde et minus på 100 milliarder kroner, som EU-Kommissionen ønsker at finde ved 80 procent omprioritering af eksisterende midler og 20 procent nye indtægter. En stor del af omprioriteringen vil skulle findes ved besparelser på samhørighedspolitikken, som strukturfondene er en del af. Det vides endnu ikke i detaljer, hvordan besparelserne skal findes.

I KL advarer man mod besparelser på strukturfondene. KL har længe arbejdet for, at Danmark også i næste budgetperiode får del i strukturfondsmidler. Det skyldes, at projekterne bidrager til vækst og beskæftigelse i hele landet, siger Erik Flyvholm.

"Strukturfondsmidlerne går til projekter, som ville være vanskelige at finansiere uden ekstra støtte. Hvis vi skal skabe vækst og arbejdspladser i hele landet, så kræver det, at vi tør gå nye veje og lade innovative folk komme til. Men hvis vi ikke har mulighed for at søge om udviklingsmidler, som kan give projekterne et skub, så vil mange af dem strande på grund af manglende finansiering. Det kommer til at skade borgerne og erhvervslivet i kommunerne," siger Erik Flyvholm.

Også i regeringens interesse

Regeringen har tidligere udtalt, at EU-budgettet ikke bør stige fra det nuværende niveau. Danmark står dog, sammen med Sverige, Holland og Østrig, alene blandt medlemslandene om det synspunkt. Erik Flyvholm opfordrer regeringen til at huske på betydningen af strukturfondsmidlerne for kommunerne.

"Det er i høj grad også i regeringens interesse at støtte op om strukturfondsmidlerne. Selvom vi har det godt i Danmark, så har vi brug for støtte, så vi sikrer, at hele landet oplever vækst og fremgang. Der gør EU-midlerne rent faktisk en stor forskel. Jeg håber, at regeringen vil kæmpe for, at det også fremover bliver muligt at anvende udviklingsmidler til at støtte gode, innovative og vækstskabende projekter," siger Erik Flyvholm.

Efter Kommissionens udspil nu er præsenteret, vil det være op til medlemslandene at blive enige , hvorefter EU-Parlamentet stemmer om hele budgettet. Det er Kommissionens ambition, at budgettet er forhandlet på plads inden valget til EU-Parlamentet i maj 2019.