Indhold

EU

31.10.17 10:14

18 kystkommuner underskriver Brexit-deklaration for at beskytte dansk fiskeri

18 kystkommuner underskriver Brexit-deklaration for at beskytte dansk fiskeri
Brexit-deklarationen siger, at den forventede britiske udtrædelse af EU ikke må medføre begrænsninger i danske fiskeres adgang til at fiske i britisk farvand.

Borgmester Erik Flyvholm har på vegne af 18 danske kystkommuner underskrevet en deklaration sammen med en række andre repræsentanter fra det lokale og regionale niveau i Europa om, at fiskere fra EU stadig skal have adgang til britiske farvand efter Brexit.

Erik Flyvholm, der repræsenterede de 18 danske kommuner på et møde om fremtiden for det europæiske fiskeri i Santiago de Compostela i Spanien, udtaler: "de fiskeri-afhængige danske kommuner har brug for en Brexit-aftale på fiskeriområdet, som sikrer de danske fiskerirettigheder, der er erhvervet gennem historien, og som gennem hundreder af år har givet danske fiskere adgang til britisk farvand. Og vi har brug for at en sådan aftale spiller sammen med andre topprioriterede områder".

Mange lokale kystsamfunds økonomiske fundament er baseret på fiskeri. Uklarhed om adgang til de britiske farvand skaber usikkerhed for disse samfund. KL ønsker, at der skabes klarhed over de økonomiske konsekvenser af den britiske udtrædelse af EU samt sikre at de danske kommuners interesser varetages i forbindelse med Brexit.

De har underskrevet deklarationen

Lemvig Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Holstebro Kommune, Thisted Kommune, Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Norddjurs Kommune, Kerteminde Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune, Langeland Kommune, Esbjerg Kommune, Tønder Kommune, Stevns Kommune, Gribskov Kommune, Halsnæs Kommune, Læsø Kommune og Bornholms Regionskommune.

Link til Brexit deklarationen

Annonce