Under Nordisk Ministerråd er der mulighed for støtte til miljøprojekter, der foregår i samarbejde mellem mindst tre nordiske lande. Støtten kan søges gennem det nordiske miljøhandlingsprogram for 2009-2012. For at opnå støtte skal projekterne understøtte en eller flere af målsætningerne i miljøhandlingsprogrammet.
Formål med støtteordningen
Udover miljøhandlingsprogrammet kan ansøgningerne også relatere sig til arbejdsprogrammet for en af de tematiske miljøarbejdsgrupper i nordisk sammenhæng eller programmet for formandskabet i Nordisk Ministerråd.
Miljøhandlingsprogrammet kan hentes på Nordisk Ministerråds hjemmeside:
www.norden.org/da/nordisk-ministerrad/ministerraad/nordisk-ministerraad-for-miljoe-mr-m/program-og-strategi/miljoehandlingsprogram-2009-2012
For at et projekt støttes, kræves det, at projektansøgningen tydeligt angiver den nordiske nytte ved projektet, dvs. om der er merværdi og virkninger ved at lave projektet nordisk frem for nationalt regi.
Målgruppe – hvem kan søge?
Programmet retter sig mod en lang række aktører på miljøområdet såsom offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, virksomheder mv.
Et projekt skal have mindst tre partnere fra de nordiske lande, og/eller mindst én aktør fra et af landene i Nærområdet (de baltiske lande eller Rusland). Helst ser man fra Ministerrådets side, at projekterne har flere end tre deltagende lande. De selvstyrende lande (Færøerne, Grønland og Åland) regnes for selvstændige lande i forbindelse med reglen om minimum tre nordiske landes deltagelse.
Hvilke aktiviteter gives der støtte til?
Miljøhandlingsprogrammet fokuserer på flere hovedtemaer; miljø og sundhed, havet, natur, kulturmiljø og friluftsliv og bæredygtig produktion og forbrug. Tanken bag disse hovedtemaer er, at miljøspørgsmål ikke bør anskues isoleret men som en del af en større helhed. For eksempel anskues farlige stoffer både ud fra, hvordan de påvirker folks helbred, men også hvordan de påvirker naturen.
Der gives støtte til to projekttyper:
- Et- eller flerårige projekter.Nordisk Ministerråd støtter etårige såvel som flerårige projekter, om end der ved flerårige projekter alene gives midler for et år ad gangen. Ministerrådet forventer at modtage årlige statusrapporter for flerårige projekter, før der kan modtages støtte for det følgende års aktiviteter. Der skal indsendes årlige ansøgninger for projekter, der løber over flere år. Ansøgerne skal i ansøgningsskemaet alene angive det beløb, som der ansøges om i det pågældende år og ikke i projektets samlede løbetid.
-
Afgrænsede projektaktiviteter.Der gives alene støtte til projekter, som er afgrænset i tid og budget – og Ministerrådet kan dermed alene imødekomme ansøgninger, som ikke medfører varige løbende udgifter til f.eks. vedligeholdelse og drift af en database eller lignende. Det vil være en nordisk forvaltningsmyndighed, som i givet fald påtager sig ansvaret for den videre drift af denne type projekter, og Ministerrådet bistår alene med udviklingen og igangsættelsen af projektet.
Finansiering
Nordisk Ministerråd har ikke faste retningslinjer for projektansøgningers størrelse, men der gives typisk omkring 200.000-400.000 d.kr. til et projekt. Da den samlede ramme for de enkelte af miljøsektorens arbejdsgrupper varierer mellem 1-5 mio. d.kr., kan større projektansøgninger ikke imødekommes.
Ansøgningsfrister
Ansøgning om midler fra Nordisk Ministerråds miljøprogram skal indsendes til den relevante miljøarbejdsgruppe i forhold til projektets indhold. Ansøgningen skal følge de frister, som fremgår af de enkelte arbejdsgruppers hjemmesider. Ansøgningsfristerne afhænger af, hvornår de enkelte arbejdsgrupper afholder deres sommermøde, men oftest er der tale om ansøgningsfrister i maj eller juni.
Kontaktoplysninger, ansøgningsskema mv. for de nordiske miljøarbejdsgrupper fås på hjemmesiden:
www.norden.org/da/nordisk-ministerrad/ministerraad/nordisk-ministerraad-for-miljoe-mr-m/program-og-strategi/miljoehandlingsprogram-2009-2012
Yderligere information
Yderligere information fås hos sekretariatet eller hjemmesiden for Nordisk Ministerråds Miljøhandlingsprogram:
Nordisk Ministerråd
Ved Stranden 18
1061 København K.
Tlf. 33 96 02 00
Fax 33 96 02 02
Kontaktperson: Mats Ekenger
Tlf. 33 96 02 82
E-mail mek@norden.org