Energi er blevet et varmt emne i det europæiske samarbejde, og EU har derfor en støtteordning på energiområdet, Intelligent Energi Europa, der strækker sig over årene 2007-2013.
Formål med støtteordningen
Formålet er at fremme EU's politikker og målsætninger på energiområdet med hensyn til forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og miljøbeskyttelse specielt i forhold til energieffektivitet samt nye og vedvarende energikilder.
Støtteordningen skal skabe optimale forudsætninger for, at ny energiteknologi kan vinde indpas på markedet. Programmet kan således bidrage til at nedbryde ikke-teknologiske barrierer, der hindrer eller begrænser intelligente energiløsningers udbredelse.
Hvor 7. rammeprogram har et delprogram, der retter sig mod forskning og teknologisk udvikling på energiområdet, er fokus i Intelligent Energi Europa således mere på at den praktiske anvendelse af energiteknologierne.
Målgruppe – hvem kan søge?
Offentlige myndigheder, private virksomheder og organisationer i EU-landene samt Norge, Island, Schweiz, Liechtenstein, Kroatien og Tyrkiet. Andre europæiske lande vil også kunne deltage, hvis EU indgår en aftale herom med det pågældende land.
I Danmark er ordningen relevant for energiselskaber og kommunale teknik- og miljøforvaltninger.
Et projekt skal have deltagelse af mindst tre partnere fra tre af de lande, der er omfattet af støtteordningen.
Hvilke aktiviteter gives der støtte til?
Intelligent Energi Europa giver støtte til projekter, der f.eks. drejer sig om at udvikle systemer til praktisk anvendelse af energiteknologier, afholdelse af kurser og udvikling af medarbejdere samt kampagner for energibesparende adfærd.
Intelligent Energi Europa er bygget op omkring tre delprogrammer SAVE, ALTERNER og STEER:
-
SAVE – energieffektivitet og rationel energiudnyttelse i bygninger og industrien, specielt i bygge- og industribranchen
-
ALTERNER – nye og vedvarende energikilder til elektricitets- og varmeproduktion samt kølesystemer i mindre, decentrale energisystemer i det lokale miljø
-
STEER – energimæssige aspekter i transportsektoren i forhold til brændstofdiversificering og lovgivningstiltag
Det er også muligt at gennemføre tværgående projekter, der indeholder elementer fra to eller tre af delprogrammerne. Det kan bl.a. dreje sig om støtte til lokale og regionale energicentre og etablering af tværnationale netværk af lokale aktører på energiområdet.
EU har udarbejdet et arbejdsprogram for Intelligent Energi Europa, der detaljeret beskriver de tre delprogrammer og de aktiviteter, som der kan søges EU-støtte til.
Finansiering
EU finansierer indtil 75% af projektomkostningerne – i indkaldelsen af forslag er der en liste over de omkostninger, der er støtteberettigede. EU-støtten udgør typisk mellem 500.000 og 2,5 mio. euro pr. projekt, og projektet kan maksimalt løbe over 36 måneder.
Ansøgningsfrister
Der ventes én årlig deadline i perioden 2007-2013. På hjemmesiden nedenfor offentliggøres kommende deadlines til Intelligent Energi Europa samt de eksakte krav til en ansøgning til programmet.
Yderligere information
Støtteordningen administreres af et agentur under Europa-Kommissionen i Bruxelles, som informerer på dets hjemmeside og besvarer spørgsmål pr. e-mail.
Intelligent Energy Executive Agency (IEEA)
Tour Madou
Place Madou 1
B-1049-Bruxelles
Fax +32 2 292 1892
E-mail tren-intelligentenergy@ec.europa.eu
Hjemmeside http://ec.europa.eu/energy/intelligent/index_en.html
Dansk kontaktperson er Ture Hammar i Energistyrelsen. Han kan kontaktes på telefon 33 92 68 65 eller e-mail tha@ens.dk