Indhold

kl.dk > Fagområder > Internationalt og EU > Europa for Borgerne – støtte til venskabsbysamarbejde

Oprettet den 06.02.07

Ændret den 31.05.09

Europa for Borgerne – støtte til venskabsbysamarbejde

Europa for Borgerne har som sit overordnede mål at "bygge bro" mellem EU og borgerne. Trods de resultater, EU har opnået, har mange borgere udviklet en vis distance over for det europæiske samarbejde. Derfor støtter EU blandt andet venskabsbyaktiviteter i arbejdet for at bringe Europa tættere på borgerne.

Formål med støtteordningen

Europa for Borgerne består af fire delprogrammer (aktioner):

  • Aktion 1: "Aktive borgere for Europa", der støtter venskabsbysamarbejde.

  • Aktion 2: "Et aktivt civilsamfund i Europa", der støtter aktiviteter i NGO'er og europæiske tænketanke.

  • Aktion 3: "Sammen for Europa", der støtter events og kampagner om EU (kan kun søges af EU-institutioner).

  • Aktion 4: "Aktiv europæisk erindring", der støtter mindesmærker og oplysning om nazismens og stalinismens ofre.

Nedenfor er det kun mulighederne for at søge støtte til venskabsbysamarbejde (aktion 1), der gennemgås. Hvad angår for aktionerne 2, 3 og 4 henvises der til den information, der findes i programvejledningen og på programmets hjemmeside (link dertil i slutningen af denne tekst).

Europa-Kommissionen har fastlagt følgende fem temaer for venskabsbyprojekterne:

  1. Fremtidens EU og EU's værdier, herunder EU's nye traktatgrundlag og markering af Europa-dagen den 9. maj. Under dette tema er EU også interesseret i projekter, der markerer, at det i 2010 er 60 år siden den såkaldte Schuman-erklæring i 1950 om nødvendigheden af europæisk samarbejde.

  2. "Aktivt europæisk medborgerskab", det vil sige at gøre borgerne mere interesserede i EU. Her er EU særligt på udkik efter projekter, der handler om at sikre, at alle befolkningsgrupper deltager i politik – eller om markering af, at 2011 bliver et særligt EU-år for frivilligt arbejde.

  3. Dialog med og forståelse for andre kulturer. Her vil EU gerne se nogle projekter om, hvordan solidaritet og gensidig forståelse kan være med til at skabe sammenhængskraft i samfundet. Med andre ord: Bekæmpelse af fattigdom, som også er temaet for et særligt EU-år i 2010.

  4. Vækst, beskæftigelse og innovation. Et område, der har EU's særlige interesse i 2010, er her klima- og miljøspørgsmål, bekæmpelse af finanskrisen og projekter i relation til indvandring.

  5. Betydningen af EU's politikker i forskellige dele af samfundet. Her er der store frihedsgrader til at vælge en sag eller indsatsområde i EU og sætte fokus på, hvad en beslutning truffet af EU har af praktisk betydning i hverdagen. Det kunne f.eks. være: Hvad betyder EU’s beslutning om at ruste Europa til globaliseringens udfordringer i forhold til undervisningen i folkeskolen?

I programvejledningen for Europa for Borgerne kan man læse mere om de fem temaer. Hvis man vil gennemføre et projekt under Europa for Borgerne, skal ens projekt relatere sig til ét eller flere af disse temaer – dog kan man i særlige tilfælde gennemføre projekter med et tema uden for de fem prioriteter. Man skal i så fald argumentere grundigt for dette valg.

I programvejledningen kan man også læse om andre indholdsmæssige krav til ansøgningerne. Det drejer sig bl.a. om inddragelse af frivilligt arbejde, en transnational dimension i projektet, anvendelse af fremmedsprog, tværfagligt arbejde, ligestilling mellem køn og generationer, informationsvirksomhed og anvendelse af projektets resultater.

Målgruppe – hvem kan søge?

Ansøgere til møder mellem borgere i venskabsbyerne (projekttype 1.1) skal være kommuner eller lokale venskabsbyforeninger eller -udvalg. Flerårige samarbejdsprojekter (projekttype 1.2) kan endvidere søges af regioner og kommuneforeninger. Borgerprojekter (projekttype 2.1) kan søges af en kommune eller non-profit organisation, og endelig kan støtteforanstaltninger (projekttype 2.2) søges af en kommuneforening eller en non-profit organisation.

Europa for Borgerne støtter kun aktiviteter, der omfatter samarbejde mellem EU-lande samt Kroatien, Makedonien og Albanien, der deltager på lige fod med EU-landene. Hvis der i et projekt er deltagelse af et land uden for EU og disse tre lande – f.eks. Norge – så diskvalificerer det ikke projektet. Men deltagere uden for det støtteberettigede område tæller ikke med i udregningen af støtte eller i kravene om, hvor mange partnere der kræves i et projekt.

Hvilke aktiviteter gives der støtte til?

Under venskabsbydelen af Europa for Borgerne er der fire forskellige projekttyper (EU kalder det "measures" på engelsk og "foranstaltninger" på dansk):

Projekttype 1.1

Møder mellem borgere. Udveksling af borgere mellem venskabsbyer, f.eks. skoleelever, foreningsfolk og idrætsudøvere. Formålet med møderne er at skabe interesse for det europæiske samarbejde, styrke deltagelsen i samfundsforhold og forståelsen for andre kulturer. Det er værtsbyen, der skal stå for ansøgningen, og der kan kun søges om ét borgermøde pr. ansøgning. Aktiviteter skal have deltagelse af mindst to venskabsbyer (en værtsby og en gæsteby), have mindst 25 deltagere og vare maksimum 21 dage.

Projekttype 1.2

Flerårige samarbejdsprojekter mellem venskabsbyer. Her er der tale om et projekt, hvor minimum fire kommuner fra fire forskellige EU-lande arbejder sammen om et fast tema. Mindst to af kommunerne skal være venskabsbyer. Projektet skal vare to år og bestå af minimum tre arrangementer i denne periode. Forskellen på borgermøder og arrangementer under samarbejdsprojekter er dels, at sidstnævnte skal fokusere mere på udveksling af viden og erfaringer og mindre på "det mellemfolkelige møde". Dels finansieres samarbejdsprojekterne på en anden måde (se nedenfor).

Projekttype 2.1

Borgerprojekter. Projekterne i denne kategori skal dreje sig om at gøre borgerne interesserede i EU og europæiske forhold samt at styrke dialogen mellem EU-institutionerne og borgerne. Projekterne kan f.eks. dreje sig om etablering af borgerpaneler, men EU er åben over for projekter om nye metoder og aktiviteter, der kan inddrage borgerne i EU-forhold. Borgerprojekterne må også meget gerne indsamle anbefalinger fra borgerne til EU-samarbejdet. Projektet skal rette sig mod mindst fem lande, og der er ikke krav om, at projektpartnerne skal være venskabsbyer. Et projekt skal mindst involvere 200 deltagere (borgere) og vare højst 12 måneder.

Projekttype 2.2

Støtteforanstaltninger. Denne projekttype drejer sig om at fremme venskabsbysamarbejdet og styrke kvaliteten i samarbejdet. Det kan ske gennem rådgivning, træningsseminarer, informationskampagner, nye arbejdsmetoder og udveksling af gode erfaringer. Projekterne skal rette sig mod mindst to lande, vare 12 måneder og indebære mindst to arrangementer.

Finansiering

Projekttype 1.1

For at lette det administrative arbejde anvendes der en metode til udregning af støtten, der hedder "flat rate". Det betyder, at EU's støtte gives som et fast beløb i forhold til antallet af deltagere (21,05 euro pr. udenlandsk deltager pr. dag, hvis aktiviteten foregår i Danmark) og pr. rejst kilometer (0,027 euro pr. rejst kilometer pr. udenlandsk deltager). Der gives minimum 2.500 og maksimum 22.000 euro til et projekt (maksimum kan hæves til 40.000 euro, hvis mindst 10 venskabsbyer deltager).

Projekttype 1.2

Som nævnt består et projekt her af minimum tre arrangementer over to år. Med arrangementer menes der workshops, konferencer, seminarer mv. Et arrangement støttes med et fast beløb ("flat rate") pr. dansk deltager pr. dag (56,21 euro) og pr. udenlandsk deltager pr. dag (87,08 euro). Støttesatserne er højere end projekttype 1, til gengæld er der ikke "kilometerpenge". Der gives maksimalt tilskud til 400 deltagerdage for hele det toårige projekt. (F.eks. er en konference på tre dage med 50 deltagere = 150 deltagerdage). Derudover gives der et fast beløb på 1.500 euro for et, to eller tre "kommunikationsværktøjer" – en publikation, CD-rom, hjemmeside o.lign. (dog maks. 3 x 1.500 euro). Derudover kan der søges om støtte til projektkoordination: 500 euro pr. projektpartner pr. år – dog maks. 15.000 euro. Til det samlede toårige projekt er den totale EU-støtte til projektet minimum 10.000 og maksimum 150.000 euro.

Projekttype 2.1

Her er der tale om, at EU finansierer indtil 60% af projektets omkostninger. I forbindelse med ansøgningen skal der laves et budget over projektets indtægter og udgifter – i programvejledningen kan man se, hvilke indtægter og udgifter der må indgå i budgettet. F.eks. kan lønudgiften til dem, der skal udføre projektet, indgå i budgettet, men maksimalt udgøre 20% af budgettets samlede udgifter. EU's støtte til projektet ligger mellem 100.000 og 250.000 euro.

Projekttype 2.2

Her dækker EU indtil 80% af projektets udgifter. I programvejledningen kan man se, hvilke indtægter og udgifter der må indgå i budgettet. EU's støtte til projektet ligger mellem 30.000 og 100.000 euro.

Ansøgningsfrister i 2010

Møder mellem borgere (projekttype 1.1):

•      Deadline den 15. februar 2010
Projektstart mellem den 1. juni 2010 og 28. februar 2011 

•      Deadline den 1. juni 2010
Projektstart mellem den 1. september 2010 og 30. juni 2011

•      Deadline den 1. september 2010
Projektstart mellem den 1. januar og 30. september 2011


Flerårige samarbejdsprojekter mellem venskabsbyer (projekttype 1.2):

•      Deadline den 15. februar 2010                  
Projektstart mellem den 1. juni og 30. december 2010

•      Deadline den 1. september 2010              
Projektstart mellem den 1. januar og 30. maj 2011


Borgerprojekter (projekttype 2.1):

•      Deadline den 1. juni 2010
Projektstart mellem den 1. december 2010 og 28. februar 2011


Støtteforanstaltninger (projekttype 2.2):

•      Deadline den 1. juni 2010
Projektstart mellem den 1. januar og 31. marts 2011

Yderligere information

Europa for Borgerne administreres af forvaltningsorgan (Agency) under Europa-Kommissionen. Det er også dem, man sender ansøgningen til, og som informerer og vejleder på deres hjemmeside. Desuden findes der en telefonisk hotline, som dog er forbeholdt tekniske spørgsmål om det elektroniske ansøgningssystem.

European Commission
EACEA – Education, Audiovisual and Culture Executive Agency
Unit P7 – Citizenship
Avenue du Bourget 1
B-1140 Bruxelles
Hotline +32 2 29 90705 (hverdage mellem kl. 9.30-12.30 og 14.00-16.30)
E-mail eacea-p7@ec.europa.eu
Hjemmeside http://eacea.ec.europa.eu/citizenship/index_en.htm






KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes