En del af kommunernes kultur er en nulfejl-kultur. Enten fordi sagsbehandling og velfærdsydelser har en karakter, hvor fejl kan være katastrofale, og nul fejl derfor er en grundlæggende værdi. Eller fordi stedet emmer af, at "hér laver vi ingen fejl!".
Der er ingen tvivl om, at kommunerne løser opgaver, der er af vital betydning for menneskers sundhed, sikkerhed og tryghed. Fejl kan være ødelæggende, både for den, fejlen rammer, og for den ansvarlige.
Derfor: Nul fejl. Fastholdelsen af en unuanceret nulfejl-kultur rummer imidlertid en række problemer:
For det første er fejl ikke bare fejl. Der findes små, betydningsløse fejl, og store, graverende fejl. Nulfejl-kulturen afspejler sjældent denne skelnen.
For det andet laver alle fejl, altså undtagen dem, der ikke laver noget. Nulfejl-kulturen af den unuancerede slags lammer foretagsomhed og belønner de handlingssvage.
For det tredje – og vigtigste: En unuanceret nulfejl-kultur hæmmer virkelyst, risikovillighed og eksperimenter. Skal kommunerne effektivisere og kvalificere, kræver det ledere og medarbejdere, der brænder for nye måder at gøre tingene på - fordomsfri innovatorer, der tør. Mennesker med disse kompetencer fravælger organisationer, præget af nulfejl-kultur. Hertil kommer, at effektiviseringspres kan føre til endnu mere kontrol og nulfejls-insisteren. Det gør det svært at handle smart og situationsbestemt - hvilket i sidste ende koster på netop effektiviteten.
Opgaven er ikke at bortdefinere nulfejl-kulturen, men at inddæmme den til nul-tolerance-områder, hvor fejl kan være katastrofale. Hermed åbner vi rummet for en organisationskultur, der vil være besjælet af at finde muligheder, blandt andet ved at gøre op med "vi plejer-afvisninger". En kultur, hvor vi kun begår den samme fejl en gang, fordi vi lærer af vores fejl. En kultur, som aktiverer kloge, menneskelige ressourcer.
Det er én af de vigtigste ledelsesmæssige forpligtelser at bemande organisationen med de rigtige kompetencer. Den forpligtelse går hånd i hånd med udviklingen af en læringskultur, hvor ledelsen sikrer, at der foregår læring, også når der begås fejl.