KL har den 15. februar 2012 sendt høringssvar til Feriekontoret vedrørende ændring af ferieloven.
Erstatningsferie ved sygdom under ferie:
KL finder det beklageligt, at ferieloven ændres, således at den ansatte kan få erstatningsferie, hvis den ansatte bliver syg under ferie. Det er ikke hensigtsmæssigt, at øge brugen af fravær og påføre de kommunale arbejdsgivere meromkostninger, uanset at lovforslaget er en følge af EU-retten.
KL er dog positiv overfor de tiltag, der er gjort for at inddæmme de økonomiske konsekvenser, som lovforslaget medfører. Her tænkes særligt på, at der ikke gives ret til erstatningsferie for de 5 første sygedage under ferien, at det er en betingelse, at lønmodtageren melder sig syg hos arbejdsgiveren, at lønmodtageren skal dokumentere sin sygdom og at lægeerklæringen betales af lønmodtageren selv.
Kommunerne som arbejdsgivere bliver pålagt øgede udgifter til erstatningsferie og en administrativ byrde, idet kommunerne skal kontrollere lægeerklæringer og lønmodtagerens beregninger af antallet af ferieerstatningsdage, som lønmodtageren har ret til.
Beskæftigelsesministeriet har beregnet denne udgift til 63 mio. pr. år.
Af lovforslaget fremgår, at kommunerne ikke vil blive kompenseret for de øgede arbejdsgiverudgifter som følger af lovforslaget.
KL mener, at lovforslagets § 3 bryder med det grundlæggende princip om, at kommunerne tilføres den nødvendige finansiering, når der vedtages nye udgiftskrævende love. Efter KL’s opfattelse er der ikke tale om en arbejdsgiverafgift, jf. DUT-vejledningen. Endvidere finder KL det uacceptabelt, at der med lovforslaget væltes udgifter over på kommunerne, hvilket vanskeliggør budgetoverholdelse. Dette er særligt uheldigt på et tidspunkt, hvor kommunerne underlægges sanktioner, herunder på regnskabet. Herudover er det KL’s holdning, at det er udtryk for en inkonsistent anvendelse af DUT-principperne, at kommunerne ikke sikres finansiering til øgede arbejdsgiveromkostninger, som følge af lovforslaget. Da den arbejdsgiverfinansierede sygedagpengeperiode i 2008 blev udvidet fra 15-21 dage (LCP 229), blev der sikret finansiering af kommunernes udgifter som arbejdsgiver. Tilsvarende har kommunerne tidligere oplevet negative DUT-reguleringer, som følge af, at kommunerne som arbejdsgiver er blevet fritaget for opgaver.
KL mener, at det er uacceptabelt, at kommunerne ikke sikres finansiering til de udgifter, der følger af reglerne om erstatningsferie.
Indberetning af ferieoplysninger til indkomstregisteret:
Af lovforslaget fremgår, at alle arbejdsgivere skal indberette feriegodtgørelse til indkomstregisteret og at alle lønmodtagere skal anmode FerieKonto om udbetaling af feriegodtgørelse.
Beskæftigelsesministeren kan dog undtage en feriekortordning fra kravene om, at feriegodtgørelse skal indberettes til indkomstregisteret og at anmodning om udbetaling skal ske til FerieKonto, hvis oplysninger om feriegodtgørelse kan indhentes eller indberettes digitalt fra en feriekortordning.
Kommunerne har en feriekortordning. KL forudsætter, at ordningen er omfattet af lovforslagets undtagelsesbestemmelser. KL er positiv overfor de frie rammer, der er opstillet med hensyn til at gøre ferieoplysningerne tilgængelige for Feriekonto og at kommunerne har tid til at udvikle elektroniske løsninger. KL er tillige positiv overfor, at kommuner og a-kasser får mulighed for at samkøre egne data med FerieKontos data, således at der opnås bedre sikring mod dobbeltforsørgelse.
KL har ingen bemærkning til ændringerne de øvrige elementer i lovforslaget.
Læs hele høringssvaret ved at klikke på bilaget til højre.