Indhold

01.12.14 22:55

Vigtigt med fokus på forebyggelse i udsatte boligområder

Vigtigt med fokus på forebyggelse i udsatte boligområder

”Det er vigtigt, at aftalen fastslår, at der skal arbejdes efter fælles mål omkring helhedsplanerne," siger Jørn Pedersen, formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

KL glæder sig over, at den nye boligaftale har fokus på helhedsorienterede initiativer i de almene boligområder, hvor fysiske, sociale og kriminalitetsforebyggende indsatser tænkes sammen.

Regeringen, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har indgået en boligaftale om Landsbyggefondens midler. Her afsættes bl.a. 18 mia. kr. til renovering af almene boliger samt midler til at sikre tryghed og tilgængelighed.

Se også

”Det er positivt, at der sættes fokus på tryghed og trivsel og på den forebyggende indsats i de udsatte boligområder med børn og unge som omdrejningspunkt,” siger Jørn Pedersen, formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg og fortsætter:

”Det er vigtigt, at aftalen fastslår, at der skal arbejdes efter fælles mål omkring helhedsplanerne. KL bakker op om, at kommuner og boligorganisationer skal være enige om, hvilken opgave helhedsplanerne skal løse og sikre en entydig ledelse af helhedsplanerne.”

Der er desuden afsat en nedrivningsramme på 600 mio. kr. i perioden 2015-2018 til strategiske nedrivninger og som følge af udlejningsvanskeligheder, herunder også i en række landdistrikter.

”Nedrivning af hele afdelinger er mange steder nødvendigt på grund af udviklingen, hvor mange mennesker flytter til større byer. Det er vigtigt, at nedrivninger kan foregå i en smidig proces, så vi ikke har tomme boliger stående, som ødelægger lokalmiljøet og belaster økonomien i boligselskaber og kommuner,” siger Jørn Pedersen.

Gælden i nedlagte afdelinger kan blive en stor belastning for mange kommuner, som er udfordrede af faldende befolkningstal og trængt økonomi.

”Vi har mange almene boliger tilovers særligt i yderkommunerne, som vi nu skal sørge for at få nedlagt. Kommunerne er klar til at tilpasse boligerne til de behov, vi har nu og i fremtiden. Men nogle kommuner kan komme i økonomiske vanskeligheder, hvis et boligselskab går konkurs, og kommunens garanti pludselig skal indfries. Det havde vi gerne set, at der var blevet taget hånd om i den nye aftale,” fortsætter Jørn Pedersen.

Se også

KL hilser det desuden velkomment, at regeringen med boligaftalen vil tage en række initiativer, som skal sikre lavere huslejer i de almene boliger.

”Der er stort behov for at skaffe flere billige boliger til borgere med lave indkomster, herunder de mange nye flygtninge. Det vil regeringen nu tage fat på blandt ved at nedsætte en tværgående arbejdsgruppe med deltagelse af KL, hvilket vi netop har efterspurgt,” siger Jørn Pedersen.

Annonce

Annonce

Annonce