Sagsbehandlere på biogasområdet får nu mulighed for at sparre med hinanden på KL's nye dialogportal og dialogfora om biogas.
Dialogportalen er lavet for at fremme vidensudveksling og vidensopbygning om biogas. Dette skal blandt andet understøtte opførelsen af biogasanlæg i Danmark, som er en af målene i Grøn Vækst. Dialogportalen vil blive brugt til at formidle nyheder om biogas og til at vende problemstillinger angående biogas med kollegaer i andre kommuner, så som godkendelser, placering, økonomi og forsyning. I mange kommuner har man ikke så stor erfaring med biogasanlæg, og derfor kan det være en stor hjælp at kunne trække på erfaringer fra andre kommuner. På dialogportalen kan man oprette indlæg og kommentere på dem, og på den måde spare med andre kommunale fagfolk. Derudover vil dialogportalen også blive brugt til at invitere til forskellige arrangementer om biogas.
KL vil snart invitere til 4 dialogfora møder i februar og marts 2010, forskellige steder i landet. Hvor kommuner med interesse for biogas har mulighed for at deltage gratis. På mødet vil KL blandt andet orientere om sidst nyt, der vil være et indslag fra statens biogassekretariat og de kommunale udfordringer vil blive belyst.
Hvis du arbejder med biogas i din kommune og gerne vil have adgang til denne dialogportal, skal du skrive til Jakob Lylloff Henriksen, jhk@kl.dk, som derefter sender dig en invitation til portalen.