KL og Danske Regioner har sammen lavet pjecen "Regional vækst og udvikling – et fælles ansvar". Pjecen sætter fokus på kommunerne og regionernes samarbejde om vækstfora, væksthuse og regionale udviklingsplaner.
Med opgave- og strukturreformen har regering og folketing givet kommuner og regioner en nøglerolle som drivende kræfter i den lokale og regionale udvikling. Kommuner og regioner har fået forskellige opgaver, men en fælles mission – at igangsætte lokalt og regionalt forankrede initiativer, der skal medvirke til at skabe vækst og udvikling.
Det nye danmarkskort med større kommuner og fem regioner er et godt udgangspunkt for dialog og samarbejde om udvikling. Kommuner og regioner kan kun løse deres nye store opgaver gennem samarbejde. Kontaktudvalget er et godt forum for at få drøftet og tilrettelagt samarbejdet.
Lovgivningen i forbindelse med opgave- og strukturreformen er på mange måder visionær. Den lægger op til nye styre- og arbejdsformer, som stiller krav om øget samarbejde på tværs af den offentlige sektor. Samarbejdet skal selv sagt ske i respekt for den i lovgivningen fastlagte opgavefordeling og i forståelse for hinandens roller. Der er ingen fast model for, hvordan det skal lykkes, men det må naturligvis tilrettelægges ud fra den kommunale og regionale forskellighed både med hensyn til tradition og temperament.
Formålet med pjecen er at inspirere de igangværende drøftelser om samarbejde om vækst- og udviklingsindsatsen i kommunalbestyrelser, regionsråd, kommunekontaktråd og kontaktudvalg.