Miljøministeren har i dag indgået aftale med KL om etablering af nye vådområder og ådalsprojekter i Danmark for en milliard kroner. Det er en udmøntning af Grøn Vækst aftalen fra juni 2009.
"Jeg er meget tilfreds med aftalen, og det er helt i tråd med ånden fra kommunalreformen, at staten og kommunerne går sammen om at løse denne store og væsentlige miljøopgave. Med aftalen tager vi et stort skridt i retning af at forbedre vandmiljøet i Danmark og sætte handling bag ordene fra Grøn Vækst aftalen", siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Allerede i starten af det nye år skydes indsatsen i gang. Kommunerne nedsætter tværkommunale styregrupper inden 1. marts 2010, hvor de skal samarbejde om tilrettelæggelse af de mange store projekter.
Etableringen af nye vådområder vil blive til i et tæt samspil mellem stat og kommuner, hvor staten skal bevilge midler til kommunerne og stå for køb og salg af den jord, som skal laves til vådområder. Samtidig vil staten og KL danne en national styregruppe, der har til opgave at følge den overordnede udvikling i vandoplandene.
Målsætningen er at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet med 1.130 tons inden 2015, svarende til op til 10.000 ha vådområder. Projekter i ådalene skal føre til, at udvaskningen af fosfor til vandmiljøet reduceres med 30 tons.
Der er afsat rundt regnet en milliard kroner fra 2010 til 2015, hvor midler fra EU's landdistriktsordning udgør en væsentlig del. Kommunerne får ansvaret for at indfri målsætningen, på nær projekter som skal etableres af private lodsejere. I januar 2011 vil regeringen og KL første gang gøre status over aftalen.
"Vi er glade for, at der er skabt et rigtigt godt udgangspunkt for indsatsen – helt i forlængelse af kommunalreformens arbejdsdeling med kommunerne som omdrejningspunkt for forvaltning af det åbne land. Med aftalen skal kommunerne meget hurtigt i arbejdstøjet. Derfor ser vi frem til et konstruktivt samarbejde med især lodsejere og staten, men også interesseorganisationer og andre gode kræfter”, siger Jens Stenbæk, formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg.
Vådområder og ådalsprojekter vil indgå i de vandplaner, som Miljøministeriet sender i forhøring i kommuner og regioner primo januar 2010. Det sker som led i opfyldelse af EU's vandrammedirektiv. Samtidig sendes 246 Natura 2000-planer i forhøring.
I begyndelsen af det nye år holder Miljøministeriet, KL og Kommunalteknisk Chefforening en fælles teknikerkonference med vand- og naturplanerne som tema.
Aftalen vedhæftes som pdf-fil.
I aftalen indgår herudover seks bilag:
1. Udvikling af administrationsmodeller for vandløbsindsats, Natura2000 og grundvand
2. Økonomi for vådområder og ådale
3. Administrationsmodel for vådområder og ådale, inkl. tidsplan
4. Kommissorium for arbejdsgruppe vedr. udarbejdelse af administrationsmodel for Natura2000
5. Kommissorium for arbejdsgruppe vedr. udarbejdelse af administrationsmodel for vandløbsindsats
6. Kommissorium for arbejdsgruppe vedr. grundvandsindsatsen
Bilagene forventes offentliggjort primo december 2009 på www.kl.dk/Fagomrader/Teknik-og-miljo/
Yderligere oplysninger:
Presssekonsulent Jonas Heltberg, KL, 3370-3333, jhe@kl.dk
Pressechef Sune Bove, Miljøministeriets departement, 7254-6032 eller 2537-0771, subov@mim.dk
Malene Linderoth, fuldmægtig, Miljøministeriets departement, 7254-6125