SINE er beredskabets nye fælles radiosystem. SINE-sekretariatet har udarbejdet en aftale om tilslutning til og brug af sikkerhedsnettet, som kommunerne skal underskrive for at kunne benytte SINE. KL har tidligere anbefalet kommunerne at vente med at skrive under på denne tilslutningsaftale, da der ikke var udarbejdet en vejledning til bekendtgørelsen om SINE. SINE sekretariatet har nu til kendegivet, at vejledningen sendes i høring inden jul. På den baggrund kan KL hermed anbefale at kommunerne kan skrive under på tilslutningsaftalen for net og terminaler.
Tilslutningsaftalen omfatter brug af nettet og terminaler. Ved at underskrive denne aftale tilsluttes kommunens terminaler til nettet. SINE-sekretariatet kræver, at kommunerne skriver under på tilslutningsaftalen, før kommunens terminaler kan kobles på nettet og tages i brug.
KL har i administrativ information af 6. november 2009 anbefalet kommunerne at vente med at skrive under på tilslutningsaftalen, indtil vejledningen til ”Bekendtgørelse om tilslutning til og anvendelse af det landsdækkende sikkerhedsnet” var udarbejdet.
Nettet og terminalerne er på nuværende tidspunkt klar til at blive brugt. Det er derfor muligt for beredskaberne at få øvet brugen af de nye terminaler allerede nu. Den oprindelige tidsplan for udviklingen af kontrolrummene er langt overskredet, og der er endnu ikke fastlagt nogen ny tidsplan. Det er altså meget usikkert, hvordan kontrolrummene bliver udformet, og hvornår de er klar til at blive taget i brug.
Dette har betydet at udarbejdelsen af vejledningen til bekendtgørelsen er blevet udskudt. Oprindeligt skulle vejledningen til bekendtgørelsen omfatte både net, terminaler og kontrolrum. Men da kontrolrummene er forsinket på ubestemt tid, har SINE sekretariatet nu besluttet at udarbejde en vejledning der omhandler net og terminaler. Senere tilføjes så information om kontrolrum.
SINE sekretariatet har overfor KL bekræftet at denne vejledning om net og terminaler sendes i officiel høring inden jul. SINE-sekretariatet gør yderligere opmærksom på, at vejledningen til bekendtgørelse ikke får betydning for ordlyden i tilslutningsaftalen.
Disse nye oplysninger betyder, at KL nu kan anbefale kommunerne at skrive under på tilslutningsaftalen til net og terminaler så snart de har modtager vejledningen herom i offentlig høring.
KL vil i høringsprocessen holde en tæt kontakt med SINE sekretariatet og arbejde for, at vejledningen hurtigst muligt bliver færdiggjort med et tilfredsstillende resultat for kommunerne.
Hvis du vil vide mere
Administrativ information af 6. november 2009, se link i menuen til højre.
KL’s hjemmeside. Se link: www.kl.dk/beredskab
SINE sekretariatet. Se link: www.sikkerhedsnet.dk
Kontaktperson i KL
Marie Lanng Pallisgaard, mlp@kl.dk, tlf.nr. 33 70 35 28