KL har sammen med RGS90 foretaget en undersøgelse af kommunernes administration af jordflytningsbekendtgørelsen samt anvendelse af digital anmeldelse.
KL har i maj 2010 sammen med RGS90 gennemført en web spørgeskemaundersøgelse om, hvordan det går med jordflytningsbekendtgørelsen.
69 kommuner har svaret på undersøgelsen, heraf er 8 svar ufuldstændige, mens 10 kommuner har svaret, at de ikke har ønsket at deltage.
Ud fra en gennemsnitsbetragtning er der blandt de adspurgte kommuner sket en stigning fra 179 til 204 anmeldelser pr. år, svarende til en stigning på ca. 14 %.
Der er samtidig tale om en stor spredning i antallet af anmeldelser blandt til adspurgte kommuner. Generelt modtager de store kommuner mange anmeldelser, mens små kommuner modtager færre anmeldelser.
En sammenstilling af sagsbehandlingstider og systemanvendelse viser, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem anvendelsen af elektronisk anmeldelse fx via Jordweb og sagsbehandlingstid. Der er ligeledes ikke en entydig sammenhæng mellem tidsforbrug og samlet antal anmeldelser pr. år.
Blandt 54 svar anvender de 27 et elektronisk anmeldelsessystem. Heraf anvender 21 Jordweb, mens de resterende 6 anvender andre systemer eller egne web løsninger. Der er blandt de adspurgte overvejende tilfredshed med anvendelsen af elektronisk anmeldesystem.
14 kommuner planlægger, at indføre elektronisk anmeldelse i fremtiden og de resterende 13 ud af de 27 kommuner, der ikke anvender elektronisk anmeldelse svarer specifikt nej til om der er planer om at indføre det. Dette betyder at der blandt de 54 kommuner er 41 kommuner, der enten har eller planlægger at indføre elektronisk anmeldelse.
KL er tilfreds med den høje svarprocent og takker hermed de deltagende kommuner for svarene.