Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

21.09.11 11:56

Klimatilpasning fra vådt til hot

Klimatilpasning fra vådt til hot

Interessen for Videncenter for Klimatilpasning og KL’s seminarer om klimatilpasning er blevet intensiveret i takt med antallet og omfanget af voldsomme regnskyl

Videncenter for Klimatilpasning og KL har nu som led i Tour de Klimatilpasning besøgt alle regioner i Danmark. Ved seminarerne i sidste uge for kommuner i hovedstadsregionen, på Fyn og i Region Sjælland var der fuldt hus. Dermed har i alt fire ud af fem kommuner i hele Danmark deltaget i heldagsseminarerne.

Sidste uges seminarrække er en opfølgning på forsommerens seminarer i de jyske kommuner. Formålet med seminarerne og Tour de Klimatilpasning har været at bringe relevante medarbejdere i kommuner, forsyningsselskaber, regioner og Naturstyrelsens lokale enheder sammen for at finde måder, de kan samarbejde om at tilpasse sig klimaændringerne på.

Den store opbakning til Tour de Klimatilpasning betyder, at der i dag sidder flere hundrede medarbejdere i de danske kommuner, som ønsker at arbejde aktivt og lokalt med at imødegå følgerne af klimaforandringer. Og de har nu også fået lidt flere redskaber at arbejde med.

Med over 100 deltagere er det formentlig første gang, at næsten alle kommuner i hovedstadsregionen mødtes på Københavns Rådhus. Og nærmest symbolsk ankom de drivvåde efter endnu en morgen med voldsom regn. I Sorø lagde Regionshovedkvarteret lokaler til, mens Naturstyrelsen husede deltagerne på Fyn.

Programmerne på seminarerne har bestået af gennemgang af eksisterende og planlagte værktøjer på klimatilpasning.dk. Udvalgte kommuner har vist, hvordan de bruger værktøjet Kystplanlæggeren. Andre kommuner har vist deres test af et nyt screeningsværktøj, der er på vej på klimatilpasning.dk, nemlig Havvand på Land, som interaktivt kan vise, hvilke områder, der er udsat for stigende havspejl.

Seminarerne har også givet information om de særlige regionale udfordringer, og KL har fortalt om ansvarsfordelingen i klimatilpasningsarbejdet.

Sidste uges deltagere fik derudover en præsentation af arbejdet med at afdække udviklingen i den fremtidige grundvandstand i Danmark. Det er en kortlægning, som GEUS (Grønlands og Danmarks Geologiske Undersøgelser) arbejder intensivt med, og som offentliggøres på klimatilpasning.dk i starten af 2012. Seniorrådgiver Hans Jørgen Henriksen måtte love at skynde sig alt, hvad de kan på GEUS, for efterspørgslen efter resultaterne var stor.

Store udfordringer

Blandt kommunernes store udfordringer med klimatilpasning er, at der er så relativt store usikkerheder om, hvordan virkningerne af klimaforandringerne rent faktisk bliver på lokalt niveau. Samtidig vil der fortsat være stor naturlig variation i vejret. En enkelt sommer med striber af episoder med ekstremregn betyder ikke nødvendigvis, at det så er sådan, det bliver næste år, selv om det er en indikation af, hvad vi kan forvente mere af. Så et væsentligt tema for deltagerne har været, hvordan man kan skabe robust planlægning på usikkert grundlag.

I forhold til samarbejde på tværs har iderigdommen været overvældende på seminarerne. Mange deltagere er gået hjem med helt konkrete to-do-lister. Det drejer sig om alt fra måder at få klimatilpasning forankret politisk i kommunerne, over måder at skabe videnspredning inden for kommunerne, til specialiserede netværk på tværs, til at arbejde med flertrinsraketter, identificere barrierer og kulturforskelle og til ganske lavpraktisk at etablere ERFA-grupper med klimatilpasning som overordnet tema.

Videncenter for Klimatilpasning er nu i gang med at samle de mange ideer i et fælles papir, som bliver tilgængeligt, ligesom alle oplæg fra de seks seminarer er tilgængelige på portalen, www.klimatilpasning.dk.

Yderligere materiale

Se også

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes