KL har rettet henvendelse til miljøminister Ida Auken med henblik på at hun snarest muligt får udfærdiget en lovpræcisering, som fastslår, at det er Naturstyrelsens fortolkning af betalingsvedtægtsreglerne, der er gældende, således denne præcisering også får virkning for de udkast til afgørelser, som Forsyningssekretariatet allerede har sendt ud til kommunerne.
KL har erfaret, 62 kommuner allerede har modtaget udkast til afgørelse fra Forsyningssekretariatet. 36 kommuner mangler endnu. De foreløbige udkast til afgørelser tyder på, at kommunerne vil blive modregnet op imod ½ mia. kr. i bloktilskuddet for enten 2012 eller 2013. Dertil kan komme et nogenlunde tilsvarende beløb, der skal deponeres til løbende frigivelse over 10 år. Samlet set kan der altså blive tale om, at kommunekasserne som følge af afgørelserne vil blive drænet for helt op imod 1 mia. kr.
KL finder, at det er en meget alvorlig situation, og at de pågældende kommuner er blevet sat i en situation, som på ingen måde kan accepteres. Derfor har KL rettet henvendelse til miljøminister Ida Auken med henblik på, at der findes en løsning hurtigst muligt.
Så snart KL får en tilbagemelding fra Ida Auken vil kommunerne blive underrettet om den videre proces.