Nye analyser viser, at havnen i mange dele af landet er et markant omdrejningspunkt for erhvervslivet. Havnene har stor betydning for indkomster og skatter – og kan dermed være med til at sikre et balanceret Danmark.
I perioden 2007-2009 er der gennemført analyser af 24 erhvervshavnes regionale betydning.
Det viser sig overalt i landet - og først og fremmest i de mindre og mellemstore havne - at havnen har en stor effekt for beskæftigelsen og indtjeningen i private virksomheder. Det skyldes, at mange virksomheder enten er afhængige af lokaliseringen på havnen, er brugere af havnen eller fungerer som leverandør til virksomheder på havnen. Det viser sig også , at de brancher der er tale om, har en særlig stor effekt for andre dele af erhvervslivet.
I analyserne har havnene - ud fra en fælles metode - opgjort de direkte og de afledte effekter af aktiviter i forbindelse med havnen med hensyn til antallet af jobs, værditilvækst, produktionsværdi og bidraget til regionens skatteindtægter
Analysen fra Aalborg viser eksempelvis, at de virksomheder, som har tilknytning til Aalborgs tre havne skaber beskæftigelse til over 6000 personer i Nordjylland. Indtægterne herfra giver er et årligt bidrag til skatterne i regionen på over 1 mia. kr. – og det svarer til driftsudgifterne til skolerne i Aalborg.
Med analyserne får kommunerne, erhvervsråd, regionale vækstfora m.fl. nye informationer om de havnerelaterede virksomheders rolle i lokalsamfundet – oplysninger, som kan anvendes strategisk i erhvervspolitikken og som grundlag for planlægningen og beslutninger om investeringer i veje og anlæg.
Danske Havne har udarbejdet en rapport, hvor resultaterne fra de 24 analyser er samlet.
Spørgsmål til analyserne kan rettes til konsulent Ole Sommer i Danske Havne på tlf. 33 70 37 50 mail osm@danskehavne.dk