Indhold

28.01.18 13:21

Forsvarsforlig mangler blik for kommunale beredskaber

Forsvarsforlig mangler blik for kommunale beredskaber

Jørn Pedersen er ærgerlig over, at der i det nye forsvarsforlig ikke afsættes midler til de kommunale beredskaber. Foto: KL

KL-udvalgsformand ærgrer sig over, at der ikke i forsvarsforliget er afsat midler til de kommunale beredskaber. Men fornuftigt med analyse af, om værnepligtige kan støtte kommunale beredskaber. Og positivt med midler til at styrke cyber-sikkerhed.

"I KL er vi ærgerlige over, at forligspartierne ikke afsat penge til de kommunale beredskaber i forsvarsforliget. Vi savner blik for, hvor stor en rolle de kommunale beredskaber spiller i den nationale sikkerhed. At henvise kommunerne til de årlige økonomiforhandlinger ville svare til at lægge aftalen om et substantielt løft til forsvaret ind i de årlige finanslovsforhandlinger."

Sådan siger Jørn Pedersen, formand for KL's Teknik- og miljøudvalg, i en reaktion på det forsvarsforlig, som et bredt flertal i Folketinget har indgået i dag. Han ser dog frem til, at de nye midler til indkøb af materiel i det statslige beredskab skal koordineres med de kommunale beredskaber. Samtidig glæder han sig over, at der igangsættes en undersøgelse af robustheden og dimensioneringen af det kommunale beredskab, hvor det også skal analyseres, om værnepligtige fremover kan støtte de kommunale beredskaber.

"KL har over for både regering og forsvarsordførere argumenteret stærkt for, at der er brug for at tilføre flere midler til de kommunale beredskaber. Det har der desværre ikke været lydhørhed overfor, men vi kvitterer for, at der er lyttet til vores forslag om at lade værnepligtige indgå som støtte i de kommunale beredskaber. Og vi ser frem til at samarbejde om undersøgelsen af robustheden og dimensioneringen af det kommunale beredskab," siger Jørn Pedersen.

Han anerkender behovet for et substantielt løft til forsvaret og kvitterer for, at der er også er afsat midler til at styrke cyber-sikkerheden:

"Det vil formentlig også styrke forsyningssikkerheden i Danmark og dermed muligheden for at beskytte nationen, også når det gælder forsyning af både vand, el og varme."

Annonce

Annonce

Annonce