Indhold

20.04.17 10:24

Debatindlæg: Bolden er givet op til fornyet udvikling ved kysterne

Debatindlæg: Bolden er givet op til fornyet udvikling ved kysterne

De nye muligheder er en god anledning for kommunerne til at opdatere deres strategier for udviklingen ved kysten og helst i et tæt samarbejde med de omkringliggende kommuner. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Kommunerne ser frem til at bruge de nye muligheder for at udvikle vores kyster, skriver Jørn Pedersen i et debatindlæg forud for KL's Teknik & Miljø Konference.

Af Jørn Pedersen, formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg

Med ny lovgivning på planområdet samt på strandbeskyttelsen får kommunerne en række nye muligheder for at lave udvikling ved kysterne. Mere konkret kan kommunerne for eksempel lige om lidt gå i gang med at udpege særlige udviklingsområder ved kysterne, hvor der så at sige kan planlægges ”uden om” reglerne om begrænset planlægning i kystnærhedszonen.

Det bliver også muligt at omplacere ubebyggede sommerhusgrunde til mere attraktive områder, hvis man som kommune til gengæld ”sløjfer” nogle af de områder, der har været udlagt til sommerhuse i lang tid, uden at nogen har vist interesse for at bygge lige dér.

Derudover indføres der inden for strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen en række lempelser for etablering af faciliteter helt tæt på kysten såsom shelters til naturturisme, toiletbygninger med videre.

Ser frem til at bruge de nye muligheder

Fra kommunal side er vi meget glade for forligskredsens lovændringer inden for disse områder, og vi er glade for, at der i så høj grad er blevet lyttet til os i kommunerne. Vi ser derfor også frem til at bruge de nye muligheder for at udvikle vores kyster.

Det gælder både i forhold til at udvikle de større byer, der af naturlige årsager ligger ved kysten, samt at udvikle og omstille de fysiske rammer på for eksempel de bynære strande og havne, efterhånden som fiskerierhverv med mere er forsvundet, og turismeerhvervet er kommet til. Særligt de mindre kyst(turisme)byer, må vi erkende, er blevet forsømt mange steder, og her er der et stort behov for fremover at udvikle de områder til mere attraktive støttepunkter for natur- og kystturisterne. 

De nye muligheder er en god anledning for kommunerne til at opdatere deres strategier for udviklingen ved kysten og helst i et tæt samarbejde med de omkringliggende kommuner. Der er formentligt også behov for at indlede en fornyet dialog og samarbejde med de lokale aktører og foreninger om den fremtidige udvikling.

Her har kommunerne en vigtig rolle i forhold til at sikre sammenhæng og strategisk prioritering på tværs af tiltagene. Jeg ser frem til at gå i dybden med potentialerne i den nye lovgivning, når 600 kommunalpolitikere og beslutningstagere på teknik- og miljøområdet samles til KL’s Teknik og Miljøkonference 2017 i Horsens den 25. og 26. april. 

***

Debatindlægget er bragt i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner den 20. april 2017.

Annonce

Annonce

Annonce