Indhold

14.06.16 09:55

Debat: Lynprivatisering virker ikke

Debat: Lynprivatisering virker ikke

Kommunerne i dag har fået opbygget et af verdens mest sikre, miljørigtige og billigste affaldshåndteringssystemer til gavn for borgere og virksomheder i Danmark. Foto: colourbox.com

Regeringen har skubbet et vidtgående forslag om konkurrenceudsættelse af affaldssektoren ind ad bagdøren. Men det kan få alvorlige følger, skriver Jørn Pedersen i debatindlæg.

Af Jørn Pedersen, formand for KL's Teknik og Miljøudvalg

Håndtering af affald er en klassisk kommunal kerneopgave. Og der er ingen, der kan komme uden om, at kommunerne i dag har fået opbygget et af verdens mest sikre, miljørigtige og billigste affaldshåndteringssystemer til gavn for borgere og virksomheder i Danmark.

Vi skal fortsætte og forstærke den win-win kurs, og det er muligt, hvis vi gør det rigtigt. Men det forslag, som regeringen har lagt på bordet som "halehæng" i PSO-forhandlingerne, er udtryk for en alt for forenklet og helt urealistisk ønsketænkning.

Markedet skal først modnes

Regeringen har stillet forslag om konkurrenceudsættelse af affaldsområdet på "big bang"-måden, hvor man fra den ene dag til den anden sætter sin lid til, at markedsmekanismen fikser alt, bare man udbyder det hele i fri konkurrence.

Vi har alt for mange eksempler på, at den slags "lynprivatisering" ikke virker. Lad os dog besinde os.

Markedet skal først modnes i en trinvis proces, så vi undgår private monopoler, og vi skal have mulighed for at indrette kontrollen og myndighedsopgaven, så vitale samfundsværdier ikke går tabt.

Det forslag, som regeringen har lagt på bordet som "halehæng" i PSO-forhandlingerne, er udtryk for en alt for forenklet og helt urealistisk ønsketænkning.

En af de værste konsekvenser ved "big bang"-privatiseringer og den hurtige "konsolidering", som uafladeligt vil ske, er, at især de små kommunale forbrændingsanlæg, som typisk ligger i yderområderne, lades i stikken med stor gæld, som ikke kan betales.

Vi gambler med samfundsøkonomien

Det efterlader hurtigt borgere, virksomheder og kommuner med forgældede forbrændingsanlæg, som ikke kan udfases fornuftigt over en passende årrække, og det vil uundgåeligt føre til markant højere forbrugerpriser, fordi gælden jo skal betales uanset hvad.

Det skal der findes en løsning på, inden man beslutter at frisætte alt affald, som så skal køres rundt i Danmark eller til udlandet for at blive afsat eller brændt, der hvor man på dagen kan få mest for det.

Vi gambler med vores samfundsøkonomi og vores unikke affaldshåndteringssystem, hvis de små forbrændingsanlæg overlades til en sikker "konkurs", som kommunerne og i sidste ende staten ender med at skulle betale.

Kommunernes affaldsselskaber har i overensstemmelse med statens regulering lavet store investeringer i vores affaldsenergisektor. Staten har blåstemplet massive milliardinvesteringer i de kommunale forbrændingsanlæg for at fastholde og udbygge systemet i takt med kapacitetsbehov og indførelse af nye miljøteknologier. Det betyder bl.a., at der i dag er en samlet gæld på ca. 12 mia. kr. i affaldssektoren.

Gør op med myten om kommunalpolitikere

Regeringen har ikke med sit forslag svaret på, hvordan vi sikrer, at der ikke kommer en kæmpe regning til forbrugerne, hvis disse lån skal indfries på en gang i privatiseringens navn.

For det skal de vel, hvis private virksomheder skal overtage hele eller dele af forbrændingsanlæggene?

Og hvordan sikrer vi fremtidens innovative teknologi-investeringer i vores affaldsenergianlæg? Med det mener jeg kernen af alt det, vi har opnået gennem de mange års tætte samarbejde med den private sektor.

Og hvorfor mener regeringen, at det er så skidt, at der er politikere repræsenteret i de kommunalt ejede affaldsenergiselskaber?

Der er brug for et endeligt opgør med den mærkværdige myte om, at kommunalpolitikere ikke kan effektivisere, håndtere kompleksitet og økonomi og lave bestyrelsesarbejde. Det gør vi hver eneste dag i vores kommunalbestyrelser.

Fra et fælles og samlet perspektiv

Der er brug for, at vi både fra staten og kommunerne ser det hele lidt fra oven, fra et fælles og samlet perspektiv, og at vi sætter fuldt fokus på, hvad der skal til for, at vi kan opnå det, vi gerne vil.

Lad os hver især forlade yderpositionerne og komme i gang med en fornuftig og pragmatisk fornyelse af rammevilkårene for affaldsenergisektoren, så vi får en udvikling, der kommer alle til gode, uden at vi smider barnet ud med badevandet.

Det nye udspil fra regeringen om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingssektoren lægger op til, at kommunernes anvisningsret og virksomhedernes benyttelsespligt ophæves, samt at der indføres kommunal udbudspligt for forbrænding af husholdningsaffald.

Kommunerne vil fortsat kunne eje og drive affaldsforbrændingsanlæg, men der lægges op til en selskabsgørelse, bl.a. med mulighed for over-/underskud, der tænkes håndteret efter de almindelige regler herom i skattelovgivningen.

***   

Debatindlægget KL kalder til besindelse: Lynprivatisering virker ikke bringes i Altinget 14. juni under området Forsyning

Se også

 

Fakta om regeringens forslag

Det nye udspil fra regeringen om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingssektoren lægger op til, at kommunernes anvisningsret og virksomhedernes benyttelsespligt ophæves, samt at der indføres kommunal udbudspligt for forbrænding af husholdningsaffald.

Kommunerne vil fortsat kunne eje og drive affaldsforbrændingsanlæg, men der lægges op til en selskabsgørelse, bl.a. med mulighed for over-/underskud, der tænkes håndteret efter de almindelige regler herom i skattelovgivningen.

Annonce

Annonce

Annonce