Indhold

08.02.18 15:00

Debatindlæg: Kommunalt forsyningsejerskab sikrer borgernes stemme

Debatindlæg: Kommunalt forsyningsejerskab sikrer borgernes stemme

Sammenfald mellem ejernes og borgernes interesser i at undgå oversvømmelser fra skybrud har givet en investeringsbesparelse på 3,3 milliarder kroner, påpeger Jørn Pedersen.

De kommunalt ejede forsyningsselskaber sikrer effektive løsninger og kan effektivere ligesom det private. Selskabsmodellen sørger for, at det er folkevalgte politikere, der træffer beslutningerne, som påvirker velfærden, skriver Jørn Pedersen i debatindlæg.

Af Jørn Pedersen (V). Formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg

En vigtig pointe, der ikke altid fylder nok i debatten om ejerskabet i forsyningssektoren, er, at selskaberne løser en lang række vigtige kommunale opgaver. Og det er ikke dem alle, der er snævert knyttet op på at levere vand, el eller varme.

Lad mig bruge kommunernes klimatilpasningsstrategier som eksempel. Her kan det være vigtigt, at vand ledes væk på overfladen, for eksempel på vejene.

Veje kan i situationer med meget voldsom regn bruges til at lede regnvandet væk, i stedet for at det skal løbe igennem kloakker, der ikke kan følge med. Lidt firkantet sagt er dilemmaet her, om det er biler eller boliger, som skal udsættes for vandet.

Beslutninger af den karakter hører i min optik til i kommunalbestyrelsen, der har den demokratiske legitimitet til at træffe den type beslutninger. Beslutningerne kan så fastlægges i en ejerstrategi og den løbende dialog med selskabet.

Modellen med kommunen som ejer er borgernes og virksomhedernes sikkerhed for, at det er folkevalgte, som sidder med styrepinden, når der skal træffes beslutninger, som påvirker velfærden. Der løber en demokratisk åre fra kommunalbestyrelsen ud i selskabet, som sikrer borgernes stemme.

Det er vigtigt, fordi det er spildevandsselskaberne, som finansierer en stor del af de omlægninger, der skal føre kommunens klimastrategier ud i livet.

Samarbejdet mellem selskaber og kommuner fungerer

Det er min oplevelse, at der landet over er rigtig gode samarbejder mellem kommuner og selskaber. Blandt andet fordi der arbejdes systematisk med at opbygge gode relationer mellem kommuner og selskaber, som sikrer, at de politiske mål fremstår tydelige, samtidig med at der skabes rum til, at bestyrelserne kan drive selskaberne effektivt og rentabelt.

Alligevel kan jeg læse, at Axcelfuture 15. januar i Altinget hiver en gammel hest af stalden og hævder, at vandforbrugerne betaler unødvendigt for klimatilpasning. Det er ikke noget, jeg kan nikke genkendende til.

En evaluering fra Miljø- og Fødevareministeriet i 2017 af 104 kommunale klimatilpasningsprojekter konkluderede, at de samlede udgifter til sikring mod skybrud var 1,1 milliarder kroner.

Til sammenligning anslår ministeriet, at de samlede anlægsomkostninger til klimatilpasning ved den billigst mulige traditionelle løsning ved kloakering og bassiner med tilsvarende serviceniveau ville have været 4,4 milliarder kroner.

Sammenfald mellem ejernes og borgernes interesser i at undgå oversvømmelser fra skybrud har således givet en investeringsbesparelse på 3,3 milliarder kroner.

Kommunalt ejede selskaber effektiviserer på livet løs

Og det bringer mig til en af de myter, som trives i debatten om ejerskabet i forsyningssektoren: at de kommunalt ejede forsyninger ikke drives effektivt nok. Senest ligeledes fremført af Axcelfuture her i Altinget.

Det er en påstand, som kan tilbagevises. Lad os igen tage vandsektoren som eksempel. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgav i 2015 rapporten "Udviklingen i prislofterne i vandsektoren". Her fremgår det, at vandselskaberne har nedbragt deres driftsomkostninger med 1,4 milliarder kroner fra 2010-2014. Målet var 1,1 milliarder kroner. Altså en overpræstation på 300 millioner kroner.

Hvordan er det gået til? Her spiller reguleringen en vigtig rolle, idet der er et tosidet pres på de kommunalt ejede forsyningsselskaber: 1. fra statens priskontrol og 2. fra forbrugerne, der ønsker lave priser. Tilsammen giver det sunde incitamenter til at lande på fornuftige priser, samtidig med at kvaliteten nu og i fremtiden sikres.

Og man kan jo spørge sig selv: Mon en effektivisering på 300 millioner i forhold til det aftalte var kommet forbrugerne til gode i forholdet 1:1 i et privat selskab?

***

Debatindlægget har været bragt i Altinget den 6. februar 2018.

Annonce

Annonce

Annonce