Hvordan opgør man egentlig kommunens CO2? Danmarks Naturfredningsforening har udarbejdet en vejledning i samarbejde med Rambøll og fem kommuner.
Vejledningen er et redskab, som er lige til at gå til. Trin for trin føres brugeren gennem, hvordan CO2 opgørelsen kan laves for kommunen som virksomhed.
Det er vigtigt for DN, at der i opgørelsen af CO2 udledninger for kommunen som virksomhed som minimum medtages de områder af forvaltningen, som kommunen har direkte indflydelse på og data for: drift af bygninger, institutioner og kørsel i egen biler mv.
Er større opgaver udliciteret, som fx leasede biler til hjemmeplejen eller materielgården, skal data for disse også medtages. Herudover kan kommunen medtage andre områder, hvis den fx driver en svømmehal, renseanlæg eller lignende.
I vejledningen er der en oversigt, der angiver, hvad der skal, og hvad der kan, tages med.
Med DN's vejledning bliver det muligt for kommunerne at lave en opgørelse for de enkelte områder af kommunens virksomhed, fx kommunale bygninger i form af skoler og rådhus. Og nu kan besparelseseffekten dokumenteres.
I tilknytning til vejledningen er der en teknisk baggrundsrapport, hvor man kan finde svar på afgrænsninger, hvilke beregningsfaktorer man skal bruge og et regneeksempel for en fiktiv kommunes CO2 opgørelse.
Vejledningen er udarbejdet af konsulentfirmaet Rambøll på baggrund af interview med Lolland, Hvidovre, Esbjerg, Albertslund og Middelfart kommuner og i tæt samarbejde med DN’s sekretariat.
Vejledningen er tilgængelig for alle på www.dn.dk/klimakommune
Du kan også downloade vejledningen i højre side.
KL har sammen med Miljøministeriet udviklet en egentlig CO2-beregner til kommunerne.