Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

23.08.11 13:03

Bemærkninger til vejledning om ”Håndtering af dominoeffekter i erhvervsområder”

KL har i brev af 17. juni 2011 fået udkast til vejledning om ”Håndtering af dominoeffekter i erhvervsområdet” i høring. KL har ikke haft høringen til politisk behandling og tager derfor forbehold for en eventuel senere politisk behandling. Sekretariatet finder det positivt, at Miljøstyrelsen har udarbejdet vejledningen om dominoeffekter, da der i høj grad mangler vejledende retningslinjer for reguleringen af risikovirksomheder og herunder også deres mulige dominoeffekter.

Generelle bemærkninger

Flere steder i vejledningen berøres det, at nabovirksomheder kan pålægges sikkerhedsinvesteringer, såfremt de ligger i en dominozone. Hvis dette skal praktiseres, bør der være et klart juridisk grundlag for at stille sådanne krav, og det skal kunne ske på et kvalificeret grundlag. En beslutning herom bør derfor ikke baseres alene på en konsekvensberegning, men også en sandsynliggørelse af, at et værst tænkeligt uheld kan ske, og at det samtidigt medfører dominoeffekt.

Sekretariatet vil anbefale, at der stilles krav om, at virksomheder, der kan forårsage dominoeffekt hos nabovirksomheder – når ovennævnte tærskelværdier er overskredet – bliver pålagt at supplere sikkerhedsdokumentationens konsekvensberegninger med en egentlig risikoanalyse. Dvs. får gennemført beregninger af stedbunden risiko, samfundsmæssig risiko samt risikoen for dominoeffekt. I den sammenhæng bør Miljøstyrelsen definere en acceptgrænse for risikoen for dominoeffekt . Dette tiltag vil kunne medvirke til en enklere sagsbehandling og et bedre administrationsgrundlag.

For eksisterende risikovirksomheder, er der i konsekvensberegningerne i sikkerhedsdokumentationen typisk taget udgangspunkt i andre tærskelværdier end vejledningens, og der eksisterer dermed ikke i dag et pålideligt beregningsgrundlag til vurdering af dominoeffekt. Ved førstkommende revision af sikkerhedsdokumentationen kan myndighederne stille krav herom.  Da tærskelværdierne for dominoeffekt er sat relativt lavt, vil der potentielt kunne være mange virksomheder, der ligger indenfor effektområdet med hvad der deraf følger af pligter og begrænsninger for virksomhederne og administrative og planlægningsmæssige opgaver for myndighederne.

Bemærkninger til enkeltafsnit:

Afsnit 3.3.4
Her kunne der ønskes en præcisering af hvorledes sikkerhedszone udlægges (hvilket kriterium vælges for sikkerhedszonen)

Afsnit 3,3,4
Her savnes en uddybning af, hvorledes det vurderes, om en risikovirksomhed påvirker områder, hvor der overvejes opført risikofølsomt byggeri.

Afsnit 3.4.5
Her mangler beskrivelse af, at en fyrværkerivirksomhed ligeledes skal have en miljø-godkendelse i henhold til godkendelsesbekendtgørelsen, såfremt den har oplag over tærskelgrænserne i risikobekendtgørelsen. Såfremt det er tilfældet omfattes fyrværkerivirksomheden tillige af risikobekendtgørelsen.
 
I øvrigt bør tærskelværdien for varmepåvirkning være mere præcis angivet for at lette administrationen.

 
Med venlig hilsen

Nina Thune

Høringssvaret findes også i pdf-format i højre side.

Yderligere materiale

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes