Inden udgangen af 2012 skal alle kommuner begynde at implementere forløbsprogrammet for rehabilitering og palliation af kræftramte. Det vil bl.a. betyde, at kommunerne skal etablere rehabiliteringstilbud til borgere, som er ramt af kræft. I dag findes der tilbud til kræftramte borgere i ca. en tredjedel af kommunerne – tilbud som andre kommuner kan lade sig inspirere af.
KL har samlet erfaringerne fra 31 kommuner, som har etableret tilbud til kræftramte. Hovedparten af tilbuddene er organiseret ret ens, idet de typisk indeholder personlig vejledning med en sundhedsprofessionel, fysisk træning, undervisning og socialt samvær og erfaringsudveksling med andre kræftramte. Tilbuddene er altså organiseret som de fleste af de øvrige kommunale rehabiliterings - /patientuddannelsestilbud.
De enkelte indsatser for kræftramte kan imidlertid have lidt forskelligt fokus. Tilbagevenden til arbejdsmarkedet er en vigtig del af mange af tilbud. Der er også eksempler på at tilbuddet indgår som en del af et generisk tilbud til kronisk syge, og nogle steder har man søgt at etablere et tværkommunalt og tværsektorielt samarbejde. Mange af kommunerne har også etableret samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om fx cafe og/eller rådgivning.
Se et kort sammenfattende notat og oversigt over de 31 indsatser nederst på denne side.