Indhold

01.04.15 12:25

Tænk, hvis man kunne få træning i stedet for en operation

Tænk, hvis man kunne få træning i stedet for en operation

”Tænk, hvis man kunne få træning I STEDET for en operation. Det vil dog kræve et paradigmeskifte," siger Thomas Adelskov, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg. Foto: Colourbox.com

Der mangler ikke specialister i slidgigt på landets kommunale genoptræningscentre. Problemet er, at borgerne kun har ret til træning efter en operation, lyder det fra Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Politiken skriver i dag, onsdag, om træningsprojektet Godt liv med Artrose i Danmark (GLA:D). I projektet har 425 smerteplagede patienter med slidgigt i knæ modtaget patientuddannelse og gennemført 12 særlige træningssessioner udviklet mod slidgigt. Et år efter har de reduceret smerteintensiteten med hele 36 procent.

Projektet er blot et af flere i rækken, som har vist, at gigttræning er en yderst effektiv behandling af gigtplade led. Sundhedsstyrelsen fastlår derfor også, at patientuddannelse, vægttab og træning er den videnskabeligt set mest velbegrundende behandling ved let til moderat slidgigt.

Alligevel får danskerne gratis knæoperationer, mens de selv skal betale for gigttræningen.

Flere parter kalder over for Politiken situationen for paradoksal og efterlyser et paradigmeskifte til fordel for tidlig behandling.

Se også

Artiklen fastslår dog også, at selvom landets kommuner har genoptræningscentre, hvor borgere med artrose kan komme gratis, så er kommunerne ikke specialister til at træne gigtpatienter. Direktør i Gigtforeningen Lene Witte opfordrer derfor landets kommuner til at indføre egentlige artroseskoler som en del af en tidlig indsats.

Fokusér nu på primærsektoren

Det er dog slet ikke her, problemet ligger, lyder det fra Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

”Pointen med artiklen er god – for det er da paradoksalt, at danskerne kan få gratis knæoperationer, men selv skal betale for gigttræning, som i mange tilfælde har vist sig at være en bedre behandlingsform end en tur under kniven,” siger han og fortsætter:

”Men problemet er ikke, at kommunerne ikke har kompetencerne, eller at hjælpen skulle være bedre i en privat praksis. Faktisk har kommunerne siden 2007 ansat 60 pct. flere fysio- og ergoterapeuter, hvoraf mange netop har de rette kompetencer til at arbejde med behandling af personer med let til moderat knæartrose.”

Nej, problemet er, at borgerne kun har ret til træning EFTER en operation, slår KL-udvalgsformanden fast.

”Tænk, hvis man kunne få træning I STEDET for en operation. Det vil dog kræve et paradigmeskifte, hvor vi i langt højere grad fokuserer ressourcerne på forebyggelse og tidlig indsats, så vi kan sætte ind, før skaden bliver for stor.”

Annonce

Annonce

Annonce