Indhold

08.02.18 15:06

Sygeplejersker får ny specialuddannelse i kommuner og almen praksis

Sygeplejersker får ny specialuddannelse i kommuner og almen praksis

KL har også længe efterspurgt en specialuddannelse til sygeplejerskerne i kommunerne og håber på, at de første sygeplejersker vil kunne søge om optagelse allerede fra efteråret 2018. Foto: Rie Neuchs

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er klar med sygeplejerskernes nye specialuddannelse i kommunerne og almen praksis efter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

En stigning i antallet af både ældre, borgere med kroniske sygdomme og kontakter til psykiatrien udfordrer fremtidens sundhedsvæsen og sætter større krav til kommunerne og almen praksis.

Derfor tager sundhedsminister Ellen Trane Nørby næste skridt i arbejdet med en ny specialsygeplejerskeuddannelse i borgernær sygepleje, som skal understøtte arbejdet med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

”I takt med at vi de kommende år udflytter en lang række opgaver fra sygehusene, skal vi også sørge for at klæde vores sygeplejersker i almen praksis og kommunerne ordentligt på til den nye virkelighed. Sygeplejerskerne gør i forvejen en enorm forskel for patienterne hver dag, og med en ny specialuddannelse kan de fortsætte deres arbejde med samme høje kvalitet, selvom de skal hjælpe flere patienter,” siger Ellen Trane Nørby.

Behovet for specialuddannelsen er der  

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til uddannelsen ligger nu klar, og ministeren vil således sætte skub i processen, så sygeplejerskerne hurtigst muligt kan komme i gang med at videreuddanne sig.

Sundhedsstyrelsen forventer, at specialuddannelsen vil styrke sygeplejerskerne i deres daglige arbejde hos borgerne med komplekse sygdomsbilleder.

Dansk Sygeplejeråd har længe efterlyst en specialuddannelse til sygeplejersker målrettet det nære sundhedsvæsen.

”Specialuddannelsen for sygeplejersker er et utrolig vigtigt skridt i et trængt sundhedsvæsen. Uddannelsen kan fremover være med til at sikre, at den rette viden og de rette kompetencer er på plads for borgere og patienter, når de har behov for behandling, pleje og rehabilitering. Med udbredelsen af denne uddannelse kan vi også sikre et tværsektorielt og tværfagligt samarbejde til gode for eksempel patienter med kroniske sygdomme og komplekse lidelser,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Specialsygeplejersker får vigtig viden og kompetencer 

KL har også længe efterspurgt en specialuddannelse til sygeplejerskerne i kommunerne og håber på, at de første sygeplejersker vil kunne søge om optagelse allerede fra efteråret 2018.

"Når de kommunale sygeplejersker videreuddannes, sørger vi for, at de får den viden og de kompetencer, som er nødvendige for at varetage og koordinere pleje og behandling hos borgere med et komplekst sygdomsbillede, som kommer hurtigere hjem fra sygehuset. Samtidig bliver de i stand til at finde tidligere tegn på sygdom, sådan at det tages i opløbet, og borgere undgår at blive indlagt," siger Thomas Adelskov, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.

Uddannelsen kommer på baggrund af anbefalingen fra Udvalget om Det Nære og Sammenhængende Sundhedsvæsen samt Den Nationale Handlingsplan for den ældre medicinske patient, som også lægger op til at styrke sundhedspersonalets kompetencer inden for behandling af den ældre medicinske patient, patienter med kroniske sygdomme og mennesker med psykiatriske lidelser.

Om uddannelsen

  • Med uddannelsen får du titlen som Specialsygeplejerske i Borgernær Sygepleje
  • Uddannelsen vil give 60 ECTS-point, som svarer til et års fuldtidsstudie
  • Kommunerne har fået 35 mio. kr. i 2018 til en styrkelse af kompetencerne hos de medarbejdere, der løser sygeplejefaglige opgaver i kommunen fx sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og –hjælpere.
  • Specialuddannelsen udbydes i et samarbejde mellem professionshøjskolerne (uddannelsens teoretiske del), kommunerne, regionerne og almen praksis