Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

15.03.11 13:12

Retspsykiatri er regionernes ansvar

Det er regionernes ansvar at hjælpe stofmisbrugere, der befinder sig på en retspsykiatrisk afdeling, fordi de har begået kriminalitet, fastslår Anny Winther i debatindlæg.

Af Anny Winther (V), formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Det er regionernes ansvar at hjælpe stofmisbrugere, der befinder sig på en retspsykiatrisk afdeling, fordi de har begået kriminalitet.

Det må derfor undre, at regionernes formand, Bent Hansen, i JP 11/3 kritiserer kommunerne for at svigte denne gruppe af patienter. Og helt besynderligt er det, at han vil have al behandling af stofmisbrugere samlet hos regionerne.

I den kommunale misbrugsbehandling er der i dag en behandlingsgaranti, som giver alle stofmisbrugere ret til at komme i behandling inden for 14 dage. Denne behandlingsgaranti bliver overholdt.

De stofmisbrugere, der slås med en psykiatrisk lidelse ved siden af deres misbrug, har derimod svært ved at få den nødvendige hjælp i det psykiatriske behandlingssystem. For nylig kom det frem, at de i gennemsnit kun er indlagt halvt så længe som alle andre psykiatriske patienter.

Helt galt står det til for de psykisk syge, der kommer ind i retspsykiatrien, fordi de har begået en kriminel handling. De har ofte betydelige og meget tunge psykiske lidelser – ofte skizofreni – og er derfor meget komplekse at behandle.

For at sikre en sammenhæng mellem den psykiatriske behandling og misbrugsbehandlingen for patienter med så komplekse psykiske lidelser er det primære ansvar for lige netop denne gruppe placeret i behandlingspsykiatrien og dermed i regionerne.

Jeg håber, at regionerne vil give denne opgave en højere prioritet fremadrettet, så alle patienter, både dem i retspsykiatrien og i behandlingspsykiatrien, får den hjælp, de har brug for.

Fra kommunernes side indgår vi gerne i en dialog om, hvordan indsatsen kan blive styrket. Og det sker i hvert fald ikke ved at genoplive diskussionerne op til kommunalreformen om, hvor ansvaret for de enkelte opgaver skal placeres.

**************************************

Debatindlægget er bragt i dag (15. marts) i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Annonce

Annonce

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes