”KL hilser regeringens nye handlingsplan for forebyggelse velkommen. Det er dejligt, at regeringen langt om længe nu giver sine bud på, hvordan vi får mere gang i forebyggelsen. Men hvor er de forpligtende mål, og hvor er finansieringen til kommunerne”? spørger Tove Larsen, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
”Planen indeholder gode signaler, fx i forhold til unge og alkohol. Men det er ærgerligt, at regeringen ikke har ønsket at forpligte sig på konkrete målsætninger, fx for hvor meget rygningen skal nedbringes. Det kunne have været vigtige pejlemærker for indsatsen,” siger Tove Larsen.
”Vi vil i kommunerne gerne have forebyggelsen til at være en del af hverdagen i daginstitutioner og skoler. Derfor havde jeg gerne set, at regeringen viste vilje til at prioritere forebyggelsen med andet og mere end puljer.”
”Det er ikke gratis at give forebyggelsen et løft. Det kræver, at kommunerne kan ansætte medarbejdere, som kan skubbe på indsatsen, og at kommunerne har penge til indsatser, fx tilbud om hjælp til rygestop".
"Derfor vil KL senere på måneden selv komme med et bud på, hvordan forebyggelsen kan løftes i kommunerne,” siger Tove Larsen.
For yderligere information kontakt:
Pressekonsulent Jonas Heltberg, 3370 3519, jhe@kl.dk
Chefkonsulent Steen Rank Petersen, 3370 3437, srp@kl.dk
Konsulent Lone Vinhard, 3370 3507, lvi@kl.dk
Læs også KL’s udspil om forebyggelse fra april 2009 på: http://www.kl.dk/Om-KL/Artikler/48167/2009/04/KL-foreslar-konkrete-mal-for-forebyggelsen/