Indhold

22.02.17 13:37

Opkvalificering af sundhedsplejersker i nyt integrationsprojekt

15 kommuner skal i et nyt integrationsprojekt med kommunale sundhedsplejersker være med til at fremme integration, sundhed og trivsel hos flygtningefamilier med opholdstilladelse i Danmark.

700 sundhedsplejersker og 2.400 flygtningefamilier

Projektet, som går under titlen ”Sundhedsplejersker styrker integration”, inkluderer mere end 700 sundhedsplejersker og 2.400 flygtningefamilier landet over, og skal være med til at kompetenceudvikle sundhedsplejersker til de nye udfordringer, der følger med når nye flygtningefamilier kommer til Danmark.

Det er Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark (FALS), der har taget initiativ til projektet. Selve projektet gennemføres som et partnerskab mellem FALS og efter- og videreuddannelsesafdelingerne hos Metropol og VIA University College og støttes med 20,8 mio. kroner af Nordea Fonden.

 

Opkvalificering med fokus på interkulturelle kompetencer

Projektet skal forløbe over en treårig periode og går bl.a. ud på, at de deltagende sundhedsplejersker bliver tilbudt et opkvalificeringskursus med fokus på interkulturelle kompetencer, som skal give sundhedsplejerskerne indblik i flygtninges kultur, baggrund og særlige udfordringer.

Nordea Fonden skriver på deres hjemmeside: ”Sundhedsplejersker får den helt centrale rolle i projektet, da sundhedsplejerskerne typisk er den faggruppe, der kommer tættest på børnefamilier fra etniske minoriteter i deres første år i Danmark og kan gøre en tidlig indsats. Samtidig er sundhedsplejersker koordinatorer og brobyggere til det omgivende samfund som eksempelvis dagtilbud, skoler, praktiserende læger og sygehuse.”


15 kommuner deltager i projektet

Følgende 15 kommuner indgår i projektet: Aalborg, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Thisted/Jammerbugt i fællesskab, Vejle, Haderslev, Sønderborg, Nyborg, Slagelse, Roskilde, Vordingborg, Halsnæs, Egedal og Gentofte. 

Læs mere om projektet på Nordea Fondens hjemmeside.

Annonce

Annonce

Annonce