Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

26.10.12 09:25

Nyt projekt skal styrke patientsikkerheden i kommunerne

Nyt projekt skal styrke patientsikkerheden i kommunerne
Der er store gevinster at hente for patientsikkerheden, hvis man sætter målrettet ind mod såkaldte utilsigtede hændelser på fx landets plejecentre. Sundhedsminister Astrid Krag og KL igangsætter derfor projektet ’Patientsikker Kommune’.

Sundhedsminister Astrid Krag og KL indgår nu et samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed om at sikre en mere systematisk patientsikkerhedsindsats i kommunerne med projektet ’Patientsikker Kommune’. Projektet skal nedbringe antallet af eksempelvis fejlmedicineringer og faldulykker på kommunale plejehjem. Projektet drives af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Inspirationen til ’Patientsikker Kommune’ kommer fra erfaringer fra udenlandske samt tidligere og eksisterende danske projekter som eksempelvis ’Operation Life’ og ’Patientsikkert Sygehus’, der har haft succes med at nedbringe fejl og utilsigtede hændelser på sygehusene, og i det kommende projekt bliver fokus nu rettet mod de kommunale sundhedsydelser – fortrinsvist kommunernes plejecentre. Fem kommuner skal i årene fra 2013 til 2016 udvikle og afprøve forskellige initiativer, der vil fokusere på at nedbringe antallet af fejlmedicineringer, fald og tryksår på plejecentrene. 

’Patientsikker Kommune’ er udviklet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og sundhedsministeren hjælper det nu i gang med en bevilling på 3 millioner kroner.

I selskabet glæder man sig til at se effekterne af projektet i de kommunale tilbud. I Norge laver man således en tilsvarende indsats, og her kan man allerede nu se, at der kan skabes gode resultater. Eksempelvis har man på Utviklingssenteret i Vestfold i Norge gennemgået patienternes medicin, og det har resulteret i, at næsten alle patienter har fået ændret eller justeret deres medicin.

Se også

”Én patient blev endda så velfungerende af gennemgangen og justeringen, at han fra at have været sengeliggende og meget dårlig blev udskrevet og i dag bor i eget hjem. Den type restultater glæder vi os til at se i Danmark. Og derfor er det glædeligt, at der er den nødvendige opbakning til at komme i gang med at forbedre patientsikkerheden i kommunerne. Vi er meget optimistiske,” siger Beth Lilja, som er direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Sundhedsminister Astrid Krag er tilfreds med, at der nu kommer et større fokus på det kommunale område i forhold til patientsikkerhed. Her er nemlig et stort potentiale, også i forhold til at involvere andre faggrupper end de rent sundhedsfaglige i arbejdet med patientsikkerhed.

”Patientsikkerhed og kvalitet bør være i fokus i hele patientforløbet – både i de regionale og de kommunale sundhedsydelser. Projekter som ’Operation Life’ og ’Patientsikkert Sygehus’, som har fokus på sygehusområdet, viser, at en fokuseret indsats rummer et stort potentiale i forhold til at styrke patientsikkerheden. De erfaringer skal vi føre videre ud i kommunerne,” siger sundhedsminister Astrid Krag.

Se også

I 2011 blev der rapporteret 45.000 utilsigtede hændelser kommunalt, og knap 9 ud af 10 hændelser sker på det kommunale ældreområde.

”Den kommunale sundhedsindsats stiger i både omfang og kompleksitet, og det går rigtig godt med de fleste indsatsområder i kommunerne. Men vi kan også konkludere, at der er områder, hvor vi skal skærpe vores fokus for at højne kvaliteten. Derfor er det rigtig godt, at vi nu i samarbejde med sundhedsministeren kan arbejde for en mere systematisk patientsikkerhedsindsats, så vi kan give de ældre borgere den bedst mulige pleje,” siger KL’s formand, Erik Nielsen.

Utilsigtede hændelser på plejecentrene drejer sig typisk om faldskader, fejlmedicinering eller tryksår. Projektet vil derfor kunne organiseres i netop følgende fire spor:

  • Medicinering
  • Faldulykker
  • Tryksår
  • Ledelse

Projektet er planlagt til at vare tre år. De 3 millioner kroner, som sundhedsminister Astrid Krag har afsat som opstartsbevilling, vil sørge for, at den indledende udvikling og implementering får de bedste rammer. Bevillingen vil nemlig kunne finansiere de første led i projektet, herunder udvikling af konceptet, fagligt indhold, udvælgelse af kommuner, afholdelse af læringsseminar og lignende.

Når de første erfaringer er høstet, vil ministeriet, KL og kommunerne se på, hvordan projektet kan køre videre og evt. udbredes til flere kommuner.

For yderligere oplysninger:

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse:
Kontorchef John Erik Pedersen, tlf.: 72 26 94 66
Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 50 96 50 69

KL:
Kontorchef Christian Harsløf, 33 70 31 16
Pressemedarbejder Line Oxholm Thomsen, tlf.: 33 70 35 36

Dansk Selskab for Patientsikkerhed:
Direktør Beth Lilja, tlf.: 21 48 85 86
Kommunikationskonsulent Line Sprehn, tlf.: 26 28 70 65

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes