Indhold

14.11.17 13:30

National plan skal styrke diabetesindsatsen

World Diabetes Day fejres d. 14. november 2017 med udgivelsen af en national diabetes-handlingsplan i Danmark. Der er rigtig mange gode takter i planen, bl.a. fokus på differentierede indsatser, ulighed i sundhed og tværsektorielt datadrevet samarbejde. Men den primære forebyggelse kunne have spillet en større rolle.

65 mio. kr. til en styrket indsats på diabetesområdet

Diabetes er en stigende udfordring for det danske sundhedsvæsen og samfund. Flere og flere danskere lever et liv med diabetes, og antallet af mennesker med type 2-diabetes vil fortsætte med at stige de kommende år – ligesom det gælder for flere andre kroniske sygdomme.

For at styrke indsatsen på diabetesområdet har regeringen og satspuljepartierne udgivet en national handlingsplan for diabetes. Med planen udmøntes de 65 mio. kr., som partierne afsatte med sidste års satspuljeaftale.

Gode tiltag i diabeteshandlingsplanen

KL bakker op om diabetesplanens fire pejlemærker:

  • At færre udvikler type 2-diabetes i fremtiden
  • At børn og unge med diabetes får et bedre liv med deres sygdom
  • At flere patienter har en velreguleret diabetes
  • Et mere sammenhængende forløb for diabetespatienter

Handlingsplanen indeholder konkrete initiativer, som imødegår den ulighed i sundhed, som findes i dag. Bl.a. er der afsat 14,5 mio. kr. til modeller der inkluderer og fastholder særligt sårbare diabetespatienter i behandlings- og rehabiliteringsforløb.

Af andre positive initiativer kan fremhæves:

  • Model for tidlig opsporing af personer i høj risiko for type 2-diabetes i kommunerne (8 mio. kr.)
  • Værktøj til behovsvurdering i den afklarende samtale i kommunerne (8 mio. kr.)
  • Modeller til styrket tværsektorielt datadrevet samarbejde (10,5 mio. kr.)
  • Indfasning af glukosesensorer som behandlingsredskab til børn med type 1-diabetes (15 mio. kr.)

KL hilser planen velkommen og glæder sig over, at der sættes fokus på bl.a. forebyggelse og sammenhængende forløb for diabetespatienter. Vi havde dog gerne set en samlet plan på kronikerområdet på tværs af diagnoser. Flere og flere borgere har mere end én kronisk sygdom, og netop på dette område ville det have været oplagt at se på, hvordan en ny opgavefordring i sundhedsvæsenet kunne have kommet borgerne til gode.

Annonce

Annonce

Annonce