Indhold

07.12.17 11:02

Meningsfuld dokumentation og øget viden om effekter

Social- og Handicapcenteret har igangsat et projekt på tværs at myndighed og udfører, der skal sikre mere ensartet og meningsfuld dokumentation på tværs af myndighed og udfører og øget viden om effekten af indsatserne.

Formål med projektet/tiltaget
Projektet har til formål at bidrage til at skabe øget progression i borgernes forløb: Der skal komme noget ud af de sociale indsatser, vi sætter i værk, og vi skal på sigt opnå mere viden om, hvilke metoder, der virker for hvem og hvordan.

Projektet er en af hjørnestene i Social- og Handicapcentrets Plan for Socialområdet for voksne 2014-2020, og understøtter centrets arbejde med at implementere den rehabiliterende tilgang i hele centret.

Målgruppe
Alle målgrupper inden for det specialiserede socialområde for voksne.

Indhold
Projektet arbejder med:

  • fælles sprog (Voksenudredningsmetoden) på tværs af myndighed og udfører
  • én fælles indsatsplan med tidsafgrænsede og borgerdrevne mål
  • præcis og søgbar dokumentation – til overlevering og til læring
  • procedurer for løbende opfølgning på indsatsplanen 
  • IT understøttelse

Omdrejningspunktet i projektet er ”Indsatsplanen”, som udarbejdes i samarbejde mellem borgeren, myndighed og udfører. Indsatsplanen bygger på Voksenudredningsmetoden (VUM).

Indsatsplanen indeholder blandt andet 2-3 indsatsmål, som udfører, sammen med borgeren, bryder ned i delmål, som er de små skridt på vejen til at nå målet. Til hvert delmål udarbejdes en delmålsplan, som blandt andet beskriver formålet, borgerens motivation, ressourcer og udfordringer, borgerens indsats og medarbejdernes indsats og metode. Borgerens øvrige støttebehov defineres som støttepunkter og beskrives under relevante VUM temaer.

Arbejdet med de enkelte mål og delmål dokumenteres i ”dagbogsnotater” på VUM-temaer eller delmål, som gør det muligt at følge udviklingen og trække informationer ud, når der skal følges op på målet/indsatsen.

Arbejdet med indsatsplanen foregår i fagsystemerne Sensum, InCorp (Myndighed) og Bosted (Udfører). Hvor det er muligt, sker der elektronisk overførsel af data mellem InCorp og Bosted.

Næste skridt:

De næste faser i projektet vil have fokus på:

  • Øget borgerinddragelse i arbejdet med mål
  • At omsætte data på borgerniveau til organisatorisk læring
  • At bruge data til styrket ledelsesinformation om, ”hvad der virker”

Effekt
På nuværende tidspunkt i projektet ses følgende effekter:

  • Medarbejderne sætter i dag i højere grad konkrete mål for indsatsen og følger op på indsatsen. Der er samstemthed omkring indsatsen, og der ligger bevidste faglige metodevalg til grund for arbejdet med den enkelte borger. ´
  • Medarbejderne oplever øget læring i den pædagogiske praksis, øget værdi af dokumentationen samt bedre overdragelse mellem kolleger, da der er mindre subjektivitet og uklarhed i dokumentationen
  • Borgerne oplever i højere grad end tidligere, at der bliver arbejdet med deres mål.
  • Medarbejderne dokumenterer fortsat med henblik på dag-til-dag overlevering af viden, men denne form  for dokumentation er nu adskilt fra den dokumentation, der har med målarbejdet at gøre. Det betyder, at det er blevet hurtigere at søge og trække den viden, man har brug for, ud af systemerne.
  • Projektet understøtter den rehabiliterende tilgang og arbejdet med at skabe progression for den enkelte borger.

Organisering
Projektet er forankret i Social- og Handicapcentret i Høje-Taastrup Kommune. Der er nedsat en styregruppe med centerchefen og ledelsesrepræsentanter fra alle områder i centret.

Projektet er desuden en del af kommunens ”Plan for Socialområdet for voksne 2014-2020” som følges tæt af Kommunens Direktion og politikere.

Alle medarbejdere og ledere har været på kursus i at skrive præcist og søgbart, og de er blevet trænet i at adskille observationer og refleksioner/tolkninger. Derudover har de lært at udarbejde indsatsplaner og fastsætte mål efter SMART modellen.

Centret har uddannet ressourcepersoner og trænere, som fremadrettet skal varetage al undervisning og oplæring af nye ledere og medarbejdere.

Finansiering
Udgifter til udannelse og IT-understøttelse er finansieret af Høje-Taastrup Kommune.

Kontakt
Områdeleder Jesper Ulm Jessen, Tlf: 43 35 45 10

Faglig leder Henriette Engedal Hoilmskov, Tlf: 51 43 05 98

Annonce

Annonce

Annonce