Indhold

17.05.18 10:15

Jette Skive: Borgernes sundhed og velvære ligger os stærkt på sinde

Jette Skive: Borgernes sundhed og velvære ligger os stærkt på sinde

”Vi har i KL valgt at opruste til to udvalg på sundheds-, ældre og socialområdet, fordi vi hér står over for markante udfordringer, som vil præge den måde, vi i kommunerne fremover leverer velfærd til vores borgere," sagde Jette Skive. Foto: KL

Der er brug for en økonomisk prioritering og klare rammer på sundhedsområdet, lød det fra Jette Skive, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, da hun åbnede KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum.

Omkring 1400 politikere og embedsmænd fra kommuner, regioner, stat og organisationer er torsdag og fredag samlet til KL’s konference Social- og Sundhedspolitisk Forum 2018. Mange af politikerne er nyvalgte, og temaet for konferencen er derfor i år ”Dagsordenen for den nye valgperiode”. Der vil blive stillet skarpt på nogle af de temaer, som vil præge dagsordenen på social- og sundhedsområdet i den nye valgperiode.

Som noget nyt har KL i denne valgperiode både et Socialudvalg og et Sundheds- og Ældreudvalg.

”Vi har i KL valgt at opruste til to udvalg på sundheds-, ældre og socialområdet, fordi vi hér står over for markante udfordringer, som vil præge den måde, vi i kommunerne fremover leverer velfærd til vores borgere. Hvordan kan vi fx sammen sikre det gode ældreliv? Hvordan kan vi sammen støtte børn i svære kår og børn og unge med ondt i livet? Og hvordan sikrer vi sammenhæng i indsatsen – internt i kommunen og på tværs af sektorgrænser,” sagde Jette Skive, formand for KL’s nye Sundheds- og Ældreudvalg, da hun åbnede konferencen torsdag.

Tæt samarbejde

De to udvalg vil søge et tæt samarbejde med borgere, organisationer, foreninger, politikere og eksperter og bl.a. holde flere af udvalgsmøderne rundt om i landet sammen med de lokale byråd.

”Vi skal sammen forme visionerne! Vi skal sammen tænke de store tanker! Vi skal sammen planlægge ruten for de næste fire år!” Sagde Jette Skive.

Brug for klare rammer og økonomi

Et af de områder, der igen i denne valgperiode vil fylde i kommunerne, er sundhedsområdet. Regeringen har for nyligt meldt ud, at udspillet om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen først kommer efter sommerferien. KL og kommunerne har længe efterspurgt udspillet, som er nødvendigt for at få sat en retning og videreudvikle området til gavn for borgerne.

”Borgernes sundhed og velvære er noget, der ligger os stærkt på sinde. Og sundhed er derfor virkelig også et område, vi har favnet i kommunerne,” sagde Jette Skive og pegede på en række områder, hvor kommunerne har oprustet.

Fx er antallet af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og terapeuter i kommunerne fra 2007 til 2016 steget med hele 50 pct. Vel at mærke i en periode, hvor det samlede antal kommunalt ansatte er faldet med 4 pct. Alle kommuner har desuden tilbud til borgere med diabetes, KOL og hjerte-kar-sygdomme. Og på psykiatriområdet arbejder kommunerne i stor udstrækning med at omstille til rehabiliterende indsatser.

”Alligevel bliver vi ofte skudt i skoene, at vi ikke gør det godt nok. Og at vi er alt for uens i, hvad vi tilbyder borgerne. Ja, vi er uens. Og ja, vi kan helt sikkert blive bedre. Men med til det hører, at det her er et område, vi har taget til os af egen hånd. Og hvor vi opfinder, mens vi gør det,” sagde Jette Skive og pegede på, at der er brug for klare rammer og prioritering af økonomiske ressourcer til det nære sundhedsvæsen:

”Vi har længe efterspurgt klarere rammer fra regeringen og bedt den hegne opgaven ind. Så vi kan få afstemt forventninger til, om det er kommunerne, hospitalerne eller de praktiserende læger, der har ansvaret for opgaven. Det synes jeg jo, at regeringen burde tage imod med kyshånd. Tænk sig, at kommunerne beder staten om at overlade mindre til det kommunale selvstyre! Den hører vi ikke så tit.”

Annonce

Annonce

Annonce