Indhold

15.12.16 15:34

Gode intentioner i demenshandlingsplan

Gode intentioner i demenshandlingsplan

KL er positiv over for intentionerne i ny demenshandlingsplan, men mener ikke, at der følger penge nok med.

KL er positiv over for indholdet i den nye demenshandlingsplan, som regeringen og et politisk flertal er blevet enige om i dag. Men det bliver vanskeligt at løfte de mange initiativer med de forholdsvis få midler, der stilles til rådighed.

”I udgangspunktet er KL positiv over for den nye demenshandlingsplan. Den rummer mange gode initiativer, men det er svært at se, hvordan de for alvor skal blive til virkelighed inden for de økonomiske midler, der er afsat til planen. Samtidig er det ærgerligt, at der lægges op til, at kommunerne skal søge midler fra en pulje. Det øger blot bureaukratiet, mens vi hellere vil bruge kræfterne på at styrke indsatsen over for de demente og deres pårørende.”

Sådan lyder reaktionen fra Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, på den demenshandlingsplan, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået i dag. Den indebærer, at demensområdet tilføres i alt 470 millioner kroner i perioden 2016-2019 fra de såkaldte satspuljemidler.

Kommuner vil gerne være demensvenlige

I handlingsplanen indgår blandt andet en opfordring til alle 98 kommuner om at blive demensvenlige, hvilket er en ambition, som Thomas Adelskov fuldt ud deler:

”Kommunerne vil gerne være demensvenlige, og mange arbejder allerede på det. Men Rom blev ikke bygget på én dag, og der er ikke afsat midler i handlingsplanen til at løfte denne udfordring, selv om der kan være behov for både investeringer og flere medarbejdere tæt på borgerne. Samtidig er der jo en række andre aktører, som også skal gøre en indsats, for eksempel de lokale butikker og lokalsamfund.”

Thomas Adelskov fremhæver som positivt, at demenshandlingsplanen lægger op til at styrke kapaciteten på demensudredningsklinikkerne i regionerne, så demens kan opdages tidligere. Samtidig forbedres samarbejdet med kommunerne, så der skabes mulighed for bedre og mere sammenhængende forløb for de demente og deres pårørende. KL er også meget tilfreds med, at Nationalt Videnscenter for Demens bliver gjort permanent. Det er ifølge Thomas Adelskov en helt afgørende beslutning i forhold til den udfordring, en stigende gruppe patienter med demenssygdomme udgør for samfundet.

Annonce

Annonce

Annonce