Danske Fysioterapeuter opfordrer sine privatpraktiserende medlemmer til at stoppe behandlingen af en række fysisk handicappede borgere før tid på grund af en strid om den aftalte økonomi. Regionernes Lønnings- og Takstnævn mener, at der er tale om et klart overenskomstbrud.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) - som består af repræsentanter for KL, Danske Regioner, Sundhedsministeriet og Finansministeriet - har i et brev netop anmodet Danske Fysioterapeuter om omgående at trække opfordringen tilbage.
RLTN mener, at det er et meget klart brud på bestemmelserne om, hvem der er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi, hvis opfordringen fra Danske Fysioterapeuter bliver fulgt.
Danske Fysioterapeuter må derfor imødese et sagsanlæg for overenskomstbrud ved et voldgiftsråd, hvis ikke opfordringen trækkes tilbage.
Baggrunden for konflikten er, at de privatpraktiserende fysioterapeuter har overskredet den aftalte økonomiske ramme med 8,7 mio. kroner i 2008. Den samlede økonomi på området udgør i alt 600 mio. kroner.
RLTN har derfor fortalt Danske Fysioterapeuter, at der i overensstemmelse med gældende regler vil ske en modregning i de fremtidige honorarstigninger.
Dette har fået Danske Fysioterapeuter til at opfordre sine privat praktiserende medlemmer til, at de skal afslutte behandlingen af op imod 3800 mennesker, som så vil ryge ud af ordningen om vederlagsfri fysioterapi.
"Jeg er rystet over, hvordan Danske Fysioterapeuter har reageret i denne sag. Regionernes Lønnings- og Takstnævn har handlet i fuld overensstemmelse med de økonomiske rammer og spilleregler, der er aftalt mellem parterne," siger formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler.
"Hvis Danske Fysioterapeuter mener, at procedurerne omkring overskridelsen af økonomien ikke er blevet fulgt, kunne foreningen rejse en voldgiftssag. At man i stedet vælger at tage en gruppe meget svage patienter som gidsler, finder jeg helt ubegribeligt," siger Michael Ziegler.
"I kommunerne er vi optagede af, at vi når frem til en hurtig løsning på denne konflikt, så borgerne kan være trygge ved, at de får den behandling, de har krav på. Og så det ellers gode samarbejde mellem fysioterapeuterne og kommunerne ikke lider skade", understreger Michael Ziegler.
*********************************************************
Fakta
Ordningen om vederlagsfri fysioterapi har eksisteret siden 1988. Aktuelt er der ca. 45.000 personer i ordningen. Det er kommunerne, der betaler for behandlingen af borgere, der visiteres til vederlagsfri fysioterapi.
Overenskomsten regulerer, at der ikke må ske overbehandling af de samme patienter. Hvis dette sker, foretages der modregning i honorarforhøjelserne.
Konsekvensen af modregningen svarer til et gennemsnitligt fald i antal behandlinger fra 30,5 til 30 behandlinger pr. patient.
*******************************************************************
Yderligere oplysninger i KL hos pressekonsulent Jonas Heltberg, 3370-3333, jhe@kl.dk, eller konsulent Mik Dalsgaard Jakobsen, 3370-3400, mdj@kl.dk