Indhold

07.12.17 11:25

Floorball styrker ældres sundhed

I Høje Taastrup Kommune har de succes med at bruge boldspil som redskab til at styrke ældres sundhed - både socialt og fysisk

Formål med projektet/tiltaget
Formålet med Floor-ballprojektet var at styrke ældre borgeres fællesskab og funktionsniveau gennem holdspil. Der blev taget initiativ til projektet på baggrund af undersøgelser fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet. De viste, at holdspil kan øge trivslen blandt ældre borgere, både socialt og fysisk. Samtidig synes de ældre, at holdspil er sjovere end traditionel fysisk aktivitet, som eksempelvis styrketræning i maskiner.

Målgruppe
Projektets primære målgruppe er beboere på plejecentre og borgere som deltager i aktiviteter på aktivitetscentrene. Den ældste deltager er 97 år. Det er lykkedes med projektet at inddrage en ny række borgere med et lavere funktionsniveau, som ikke tidligere har kunnet deltage i holdspilsaktiviteter.

Indhold
Floorball-projektet løb som et pilotprojekt over otte uger fra april 2017 til juni 2017 med en ugentlig aktivitet på Torstorp Pleje- og Rehabiliteringscenter. Der var i gennemsnit 15 deltagere hver gang, der spillede floorball sammen. I projektet var der fokus på at flest muligt skulle kunne deltage. Derfor blev spillerne inddelt i stående og siddende hold. Der blev udviklet bander til stole og kørestole, så de deltagere, der er stærkt gangbesværede, kan deltage siddende. Derudover blev der udviklet en bold med en klokke, der gør det lettere for svagtseende at deltage.

Effekt
Floorball-projektet blev evalueret i juli 2017. Efter otte uger er der sket en forbedring af deltagernes balance på 10,9 % og af deltagernes styrke på 21,8 % samlet set. Samtidig har Floorball-aktiviteten øget det sociale fællesskab og deltagerne udtrykker stor glæde ved spillet. På baggrund af projektets resultater blev det besluttet, at Floorball skal implementeres som fast aktivitet på alle plejecentre i Høje-Taastrup Kommune.  

Organisering
Aktiviteten er udviklet i et samarbejde mellem aktivitetsmedarbejdere på Torstorp Pleje- og rehabiliteringscenter og sundhedskonsulenter fra Sundhedscenter Espens Vænge. Det er planlagt at implementere tilbuddet på kommunens øvrige aktivitetscentre, ligeledes i samarbejde med sundhedskonsulenter fra Espens Vænge.

Finansiering
Projektet er finansieret af driftsmidler fra Sundhedscentret Espens Vænge og Torstorp Pleje- og rehabiliteringscenter. Der er brugt ca. 6.000 kr. på floorball-udstyr og bander.

Kontakt
For yderligere informationer kontakt Sundhedskonsulent Sascha Clausen tlf.: 21 14 81 68 eller mail: saschaCL@htk.dk

Link
Indslag i TV2-nyhederne om projektet: https://www.youtube.com/watch?list=PLTESH0zgaeUHKX-8uw6w_E0Ac0a22_Bc5&v=pUNf5-5mgqA

Artikel om projektet: https://www.htk.dk/Service/Nyheder_Presse/Nyhedsoversigt/Nyheder/2017/Juni-2017/Aeldre-spiller-floorball-og-styrker-sundheden.aspx

Se også

Annonce

Annonce

Annonce