Indhold

05.10.17 22:24

Detailregulering af hjemmehjælpsudbud ikke vejen frem

Detailregulering af hjemmehjælpsudbud ikke vejen frem

Han understreger, at KL tager aftalen til efterretning, men undrer sig over, at man finder det nødvendigt at detailregulere på et område, som kommunerne i forvejen er meget opmærksomme på.

Det er og bliver virksomhedernes ansvar at sikre en sund økonomi. Det kan og skal kommunerne ikke forebygge, lyder det fra KL's Thomas Adelskov om ny politisk aftale om at forebygge konkurser i ældreplejen.

"De mange konkurser i ældreplejen, som vi har set de senere år, skaber naturligvis en usikkerhed hos de ældre, som modtager hjemmehjælp, og det skaber udfordringer i kommunerne. Vi har derfor alle en stor interesse i at undgå konkurser."

Sådan siger Thomas Adelskov, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg om en ny politisk aftale mellem regeringen og alle Folketingets partier om at forebygge konkurser blandt private hjemmeplejefirmaer og afbøde konsekvenserne i tilfælde af fremtidige konkurser.

Thomas Adelskov er dog ikke enig i, at udfordringen med konkurser hos private virksomheder løses via detailregulering af kommunerne. Folketinget løber i det store hele en åben dør ind, mener han.

"Det kan være fornuftigt nok at have fokus på åbenhed om virksomhedernes økonomi. Men det er vigtigt at fastholde, at det grundlæggende er virksomhedernes – og ikke kommunernes - ansvar at sikre, at virksomheden har en sund økonomi. Og at det er virksomhedernes ansvar at byde ind med priser, de kan få en sund forretning ud af. Vi kan og skal ikke i kommunerne holde hånden under virksomhederne," siger Thomas Adelskov.

Detailregulering er ikke nødvendigt

Aftalen lægger desuden op til at begrænse de små leverandørers adgang til markedet.

"Tre ud af fire kommuner stiller allerede i dag krav om en bankgaranti, og det kan være et fornuftigt værktøj, selvom det ikke nødvendigvis dækker alle kommunens omkostninger i forbindelse med en konkurs. Men når man stiller lovkrav om fx bankgaranti og egnethedskriterier, vil det skabe en begrænsning for de små leverandørers muligheder for at deltage i konkurrencen. Det kan give udfordringer – særligt uden for de store byer," siger KL-udvalgsformanden.

Han understreger, at KL tager aftalen til efterretning, men undrer sig over, at man finder det nødvendigt at detailregulere på et område, som kommunerne i forvejen er meget opmærksomme på.

"Det virker langt fra ambitionerne om at afbureaukratisere den offentlige sektor, når Folketinget vælger at prioritere midler til administration frem for ressourcer til kerneopgaven," siger Thomas Adelskov.

Han finder det dog positivt, at der i aftalen lægges op til at tydeliggøre reglerne for virksomhedsoverdragelse.

"Det er vigtigt, at hverken medarbejdere eller kommuner kommer i klemme i forbindelse med en konkurs, og derfor er det godt, at der lægges op til at tydelige regler herfor. Det er noget, kommunerne længe har efterspurgtDet kan være med til at afbøde de uheldige konsekvenser ved konkurser," siger Thomas Adelskov.

Annonce

Annonce

Annonce