Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

20.09.12 08:59

Det skal være slut med dårlige sager om hjerneskadede

Det skal være slut med dårlige sager om hjerneskadede

Foto: KL

Vi kan lige så godt sige det med det samme. Der er behov for, at kommunerne løfter indsatsen for de borgere, der hvert år får en kompleks hjerneskade, siger Anny Winther, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg i et debatindlæg.

Af Anny Winther, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Vi kan lige så godt sige det med det samme. Der er behov for, at kommunerne løfter indsatsen for de 2000-2500 borgere, der hvert år får en kompleks hjerneskade.

For disse borgere er det afgørende, at man får adgang til de mest specialiserede kompetencer, ligesom det er afgørende, at man får en rehabilitering af en vis intensitet og i et tæt koordineret teamsamarbejde.

KL kommer derfor nu med et udspil på hjerneskadeområdet med ti klare anbefalinger. Kodeordene er sikring af specialviden, ensartet behandling i alle kommuner samt nærhed og helhed.

Vi har brug for, at alle kommuner har en aftale med et specialiseret tilbud om håndteringen af borgere med komplekse hjerneskader. Vi skal opbygge nogle stærke faglige fællesskaber, så borgere får den rette behandling - uanset geografi og kommunestørrelse.

Men vi skal stille krav til centrene om, at de begynder at arbejde på en ny måde, så deres kompetencer bliver brugt mest effektivt. Vi skal væk fra centre, der lukker sig om sig selv og tilbyder pakkeløsninger, og vi skal i stedet tilbyde individuelle forløb, tilpasset den enkelte borgers kompetenceniveau.

Fx skal vi stille krav om, at hjerneskadecentrene arbejder langt mere udgående – så borgerne både kan komme på et intensivt ophold, men også kan få specialiseret hjælp i eller omkring eget hjem. Det er så vidt muligt specialistkompetencerne, der skal komme til borgerne, ikke omvendt. Vi ser desværre alt for ofte, at borgere bliver udkørte af de lange afstande til et hjerneskadecenter og opgiver undervejs.

Samtidig ved vi, at de sociale, kognitive, fysiske og psykiske funktioner trænes bedst i de omgivelser, borgeren skal vende tilbage til - selvfølgelig skal genoptræningen så vidt muligt foregå op ad de trapper, man skal færdes på hver dag og i det køkken, hvor man skal lave sin mad.

Derfor er der ingen nytte i at vende tilbage til fortidsløsninger og blot ukritisk bevare de specialtilbud, der er og i den form, de har. Det er nye tider, hvor kommunerne kan mere, fordi de er blevet større og har overtaget og udviklet kompetencer. Kompetencer som også vil blive udviklet de kommende år. Tiden er inde til et endnu stærkere samarbejde mellem kommunerne og de bedste specialtilbud.

Rehabilitering af hjerneskadede er mere end en sundhedsfaglig indsats – det kræver mere end en indlæggelse og behandling. Det reelle potentiale i indsatsen er den kvalitet borgerne får, når vi kobler de mange forskellige fagligheder og indsatser i kommunen - så som uddannelse, sociale indsatser og beskæftigelse. Derfor giver det mening, at opgaven fortsat er knyttet til kommunerne. Og vi ser, at det giver mening. Vi opdager flere borgere med hjerneskader, vi rehabiliterer flere borgere med hjerneskader, og vi arbejder bl.a. gennem hjerneskadekoordinatorer og teams for, at disse borgere får en koordineret og helhedsorienteret indsats. 

Men vi skal også oppe os i kommunerne. Dårlige enkeltsager om manglende specialviden og forskelligartet behandling har fyldt for meget i medierne den seneste tid. De 98 kommuner har ikke kompetencerne og kapaciteten til at drive 98 forskellige tilbud – og rehabiliteringsindsatsen skal ikke afhænge af, hvilken kommune man bor i.

Der er derfor behov for nationale standarder, som kommunerne skal følge. For at sikre en ensartet sagsbehandling af høj kvalitet i alle kommuner og en sammenhæng mellem de mange fag- og lovområder, som er i spil, når det drejer sig om borgere med komplekse hjerneskader, skal alle kommuner have en organisering, som understøtter en koordineret rehabiliteringsindsats på tværs af forvaltningsområder fx i form af en hjerneskadekoordinator eller koordinerende team. Dermed får borgeren en helhedsorienteret og mere målrettet indsats og dermed bedre mulighed for at komme tilbage til et liv så tæt som muligt på det, hun havde før hjerneskaden – og det må jo alt andet lige være målet.

Hvis man politisk beslutter sig til at flytte opgaven væk fra kommunerne, vil konsekvenserne være, at borgeren for alvor bliver tabt mellem systemerne, på bekostning af helheden i sagsbehandlingen. Intentionen med at flytte opgaven til kommunerne var jo netop at undgå, at borgeren blev tabt mellem to stole – som vi så det, da der var delt finansiering og ansvar på området.

I dag er det tydeligt for borgeren, at det er kommunen, der har ansvaret – og det ansvar skal vi leve op til, udvikle og styrke. Det skylder vi borgerne.

***

Indlægget er bragt i Politiken, 20. september 2012

Se alle artikler i temaet

Annonce

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes