Indhold

09.04.15 11:20

Debatindlæg: Tænk, hvis man kunne få træning i stedet for en operation

Debatindlæg: Tænk, hvis man kunne få træning i stedet for en operation

Problemet er, at borgerne kun har ret til træning EFTER en operation. Foto: KL

Det er paradoksalt, at danskerne kan få gratis knæoperationer, men selv skal betale for gigttræning, som i mange tilfælde har vist sig at være en bedre behandlingsform end en tur under kniven, skriver Thomas Adelskov i et debatindlæg.

Af Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Politiken bringer onsdag d. 1. april en meget interessant artikel om effektiv træning mod slidgigt.

Pointen med artiklen er god – for det er da paradoksalt, at danskerne kan få gratis knæoperationer, men selv skal betale for gigttræning, som i mange tilfælde har vist sig at være en bedre behandlingsform end en tur under kniven.

Vi skal dog passe på, at vi ikke får realiteterne galt i halsen.

Se også

Artiklen fastslår nemlig, at kommunerne mangler specialister på de kommunale genoptræningscentre til at træne gigtpatienter.

Men problemet er ikke, at kommunerne ikke har kompetencerne, eller at hjælpen skulle være bedre i en privat praksis. Faktisk har kommunerne siden 2007 ansat 60 pct. flere fysio- og ergoterapeuter, hvoraf mange netop har de rette kompetencer til at arbejde med behandling af personer med let til moderat knæartrose.

Nej, problemet er, at borgerne kun har ret til træning EFTER en operation.

Tænk, hvis man kunne få træning I STEDET for en operation. Det vil dog kræve et paradigmeskifte, hvor vi i langt højere grad fokuserer ressourcerne på forebyggelse og tidlig indsats, så vi kan sætte ind, før skaden bliver for stor.

***

Debatindlægget er bragt i Politiken den 9. april 2015

Annonce

Annonce

Annonce