Sundhedsstyrelsen har udarbejdet et udkast til vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der har modtaget en dom til psykiatrisk behandling. KL afsendte foreløbigt høringssvar 21. maj 2010, hvori der blev taget forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.
Sundhedsstyrelsen har siden 2005 hvert år lavet en årsberetning på baggrund af en gennemgang af nogle personsager, hvor psykisk syge har begået alvorlig personfarlig kriminalitet. Der er tale om sager, hvor der har været grund til at vurdere, at kriminaliteten kunne have været undgået, hvis behandlingssystemet havde håndteret forløbet anderledes.
I beretningen for 2007 påpegede Sundhedsstyrelsen, at der var behov for at få præciseret de ansvarlige overlægers ansvar i sager, hvor psykisk syge har fået en dom til behandling i ambulant regi eller på sygehus.
Sundhedsstyrelsen har nu udarbejdet udkast til vejledning, som har været i høring.
KL har i sit foreløbige høringssvar stillet en række forslag om præciseringer, bl.a. hvad angår overlægens ansvar, samspillet med den enkelte kommune mv.