Der var flere grunde til, at genoptræningsopgaven overgik til kommunerne. Bl.a. at det aldrig har været en opgave, som sygehusene har prioriteret særligt højt, skriver direktør Torben Kjærgaard, KL, i debatindlæg.
Af direktør Torben Kjærgaard, KL
Direktør Leif Vestergaard Petersen fra Region Midtjylland (LVP) bruger i seneste nummer af Dagens Medicin sin plads i ”Stikpillen” til at kritisere kommunernes håndtering af genoptræningsopgaven.
LVP nævner en række sager og hævder på den baggrund, at kommunerne ikke giver borgerne en ordentlig genoptræning. Som løsning på problemet foreslår han, at regionerne betaler for den genoptræning, som udføres i kommunerne, og fortæller kommunerne, hvordan opgaven skal udføres.
Vi kan nok desværre alle komme med eksempler på sager, hvor borgeren måske ikke har fået den behandling eller genoptræning, borgeren skulle, og det skal vi naturligvis lære af.
Det ville sikkert heller ikke være svært at finde eksempler fra Region Midtjylland på, at patienterne nok heller ikke altid får den behandling eller genoptræning, de har brug for. Bl.a. fordi sygehusene skal spare, og patienterne udskrives (for) hurtigt.
En rapport fra DSI viser, at såvel i kommuner som på sygehuse er der stor forskel mellem sygehusene og kommunerne på, hvilken genoptræning den enkelte borger får. Det ville derfor klæde LVP at udvise lidt selvindsigt, før han drager så vidtrækkende konklusioner på baggrund af enkeltsager.
Der var flere grunde til, at genoptræningsopgaven overgik til kommunerne. Bl.a. at det aldrig har været en opgave, som sygehusene har prioriteret særligt højt.
Jeg vil derfor opfordre LVP og andre gode folk på ledende poster i regionerne til at bruge noget mere energi på at sikre, at flere sygehuse udarbejder målrettede genoptræningsplaner og sørger for en god dialog med kommunerne til gavn for borgerens videre forløb. Kommunerne ser desværre alt for ofte, at det ikke er tilfældet.
Jeg vil ikke hævde, at al kommunal genoptræning fungerer til et 13-tal efter den gamle skala. Men for kommunerne er det en af vores kerneopgaver, og de fleste kommuner gør også et rigtig godt arbejde. Vi er godt i gang med at udvikle opgaven og har et positivt samarbejde og en fælles forståelse for opgaven med de fleste sygehuse og praktiserende læger.
Arbejdet med de kommende sundhedsaftaler står for, og det vil være en glimrende lejlighed til at sætte fokus på, hvordan vi sikrer god kvalitet i genoptræningsindsatsen såvel på sygehusene som i kommunalt regi. Det ser vi frem til at samarbejde om.
*************************************************************
Debatindlægget bringes i dag (30. oktober) i Dagens Medicin.