Indhold

20.06.17 11:15

Vigtigt at inddrage kommunerne i nyt skilsmissesystem

Vigtigt at inddrage kommunerne i nyt skilsmissesystem

”Forældrenes konflikter skal takles hurtigt og smidigt og tages i opløbet, så problemerne ikke vokser sig større og ender med at blive en socialsag," siger Thomas Adelskov, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg. Foto: Colourbox.com

Ny model for skilsmissesystemet virker både enkel og gennemskuelig, hvilket er helt afgørende for børnene. Men vi savner en tydelig markering af, hvordan kommunerne tænkes ind i de konfliktfyldte skilsmisser, siger Thomas Adelskov.

Børne- og socialminister Mai Mercado har i dag præsenteret en ny model for et skilsmissesystem. Modellen skal afhjælpe de problemer, der er i systemet i dag, hvor børn alt for ofte oplever, at deres forældre forlænger sagerne ved at udnytte en række forskellige instanser.

Modellen kommer til at bestå af to enheder: en administrativ enhed ”Familieretshuset” og Familieretten. De indkomne sager vil blive screenet i tre sagskategorier – grøn, gul, rød.

”Modellen virker både enkel og gennemskuelig, hvilket er helt afgørende for ikke at optrappe konflikter i skilsmisseramte familier yderligere,” siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, og fortsætter:

”For os i kommunerne er det afgørende, at omdrejningspunktet i en skilsmissesag er barnet og den unge. Det skal således være barnets ret til forældrene og ikke forældrenes ret til barnet, der er det afgørende element.”

Vigtigt med hurtig sagsbehandling

Thomas Adelskov efterlyser en tydeligere markering af, hvordan kommunerne tænkes ind i de konfliktfyldte skilsmisser, hvor børn er involveret. Han understreger, at det er væsentligt, at der sker en hurtig sagsbehandling, når sagerne skal screens i familiecentrene.

”Forældrenes konflikter skal takles hurtigt og smidigt og tages i opløbet, så problemerne ikke vokser sig større og ender med at blive en socialsag. Det er derfor vigtigt, at kommunernes viden og erfaring inddrages tidligt i forløbet,” siger udvalgsformanden.

Samme indsats i hele landet

I løbet af efteråret 2017 inddrages KL, Børne- og Kulturchefforeningen m.fl. i det videre arbejde med at udmønte forslaget. KL ser frem til at blive inddraget og vil især have fokus på spørgsmålene om inddragelse af kommunerne samt ensartethed og afstand til enhederne.

"Det er vigtigt for os, at den foreslåede administrative enhed "Familieretshuset" får en særlig forpligtelse til at sikre, at både børn og voksne får en indsats af høj kvalitet, og at det sikres, at børn og voksne uanset, hvor i landet de befinder sig, kan forvente at få den samme indsats,” siger Thomas Adelskov.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce