Når det gælder penge til frivilligt socialt arbejde, har kommunerne under ét brugt flere penge, end de har fået tildelt i 2009, skriver Anny Winther i debatindlæg.
Af Anny Winther (V), borgmester, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg
Kommunerne brugte sidste år mere end de 144 mio. kroner, de fik tildelt i såkaldte § 18 midler – det vil sige penge, som skal gå til frivilligt socialt arbejde. Det viser en ny rapport fra Ankestyrelsen.
På den baggrund er det useriøst og misvisende, når Kristeligt Dagblad den 6. december skriver, at "kommuner snyder med penge til frivilligt socialt arbejde".
Budgetsamarbejdet mellem staten og kommunerne fungerer sådan, at kommunerne får meget store beløb overført via det statslige bloktilskud. Disse beløb er fastsat ud fra, hvor store udgifterne under ét forventes at være på de enkelte områder. Men inden for den ramme har de enkelte kommuner en udstrakt frihed til at prioritere forskelligt.
Nogle kommuner bruger fx rigtig mange penge på ældreområdet, mens andre prioriterer børneområdet meget højt. Det kaldes for kommunalt selvstyre og har ikke noget med "snyd" at gøre.
Når det gælder penge til frivilligt socialt arbejde, har kommunerne under ét brugt flere penge, end de har fået tildelt i 2009. Dertil kommer, at mange kommuner også støtter det frivillige arbejde på anden vis, blandt andet i form af lokaler, konsulentbistand, sekretariatsbistand og annoncering. Og Ankestyrelsens analyse viser, at det ofte er forskellig konteringspraksis, der gør, at en kommune ikke får meldt hele forbruget ind.
I øvrigt skal man huske, at når nogle kommuner ikke bruger så mange penge på at støtte frivilligt arbejde, er forklaringen ofte, at de ikke modtager ret mange ansøgninger fra de frivillige organisationer. Og så er det jo altså svært at dele alle pengene ud.
*********************************************************
Debatindlægget er bragt den 8. december 2010 i Kristeligt Dagblad