Indhold

19.02.16 08:53

Ny rapport afdækker kommunernes erfaringer med IKT-løsninger på det sociale område

Ny rapport afdækker kommunernes erfaringer med IKT-løsninger på det sociale område
KL og Socialstyrelsen har sammen udarbejdet en afdækning af erfaringer med IKT-løsninger til mennesker med kognitive handicap og sindslidelser. IKT-løsninger dækker over løsninger, som benytter informations- og kommunikationsteknologi ofte i form af apps, QR-koder eller webbaserede løsninger på smartphone, tablet eller pc.

IKT-løsninger kan styrke kvaliteten i indsatsen
Afdækningen viser, at anvendelsen af IKT-løsninger i kommunerne styrker kvaliteten i indsatserne over for borgere med kognitive handicap og sindslidelser. Borgerne får styrker deres individuelle frihed, fordi de kan klare flere ting selv, og fordi de kan klare dem, når det passer ind i deres egen hverdag.

Samtidigt viser afdækningen, at IKT-løsninger også giver kvalitative gevinster for medarbejdere og organisationen som helhed.

Medarbejderne oplever en mere fleksibel udnyttelse af egen arbejdstid, hvor de forskellige løsninger bl.a. åbner for et vindue for hyppigere og kortere kontakt, der kan være med til at forebygge svære tilbagefald hos borgerne.

Organisatorisk set udnyttes kommunens ressourcer bedre, når eksempelvis vejtid nedbringes, og når borgerne kan klare flere ting selv uden hjælp fra kommunens medarbejdere, der i mellemtiden kan tage sig af andre opgaver.

En systematisk kortlægning af foreløbige erfaringer
Rapporten beskriver kommunernes erfaringer med IKT-løsninger inden for 4 funktionskategorier:
 1)     Kognitive hjælpemidler
 2)     Sociale teknologier
 3)     Fysisk kompenserende teknologier
 4)     Professionelle teknologier

Hver funktionskategori udfoldes i rapporten i en skabelon – et gevinsttræ – som giver overblik er løsningernes:

  • Mål og formål med indsatserne
  • Bidrag til ændrede arbejdsgange
  • Kvalitative og arbejdsmiljømæssige gevinster
  • Økonomiske gevinster
  • Barrierer og udfordringer

Økonomisk potentiale kræver systematiske evalueringer
På baggrund af de kortlagte erfaringer er det ikke muligt at dokumentere de økonomiske gevinster ved IKT-løsninger. Hovedparten af de deltagende kommuner afprøver IKT-løsninger i mindre skala, og der foreligger ikke tilstrækkelig data fra systematisk gennemførte evalueringer, der kan danne grundlag for en økonomisk analyse.

Når kommunerne fortsat afprøver IKT-løsninger i mindre skala skyldes det en række strukturelle barrierer og praktiske udfordringer med at integrere løsningerne i eksisterende arbejdsgange og få tilpasset det organisatoriske setup.

I rapporten gengives 22 barrierer og udfordringer erfaret i de deltagende kommuner. Heriblandt manglende strategisk fokus i kommunen, utilstrækkelige tekniske kompetencer og supportmuligheder, manglende adgang til erfaringsbaseret viden, og udfordringer med at finde det rette match mellem den enkelte borgers behov og løsningernes funktionaliteter.  

De 22 barrier og udfordringer gengives inden for 6 temaer.

  • Den kommunale organisering
  • Medarbejdergruppen
  • Borgergruppen
  • Eksisterende viden og videndeling
  • Tekniske udfordringer
  • Barrierer i og fortolkning af lovgivning

Du kan læse hele afdækningen ved at klikke på bilaget i boksen "Yderligere materiale" i nedenstående boks.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce