Indhold

09.05.18 11:13

Kronik: Den gyldne løsning er ikke 150 pladser

Kronik: Den gyldne løsning er ikke 150 pladser

Imens vi mangler sengekapacitet i psykiatrien, hvor borgerne kan få den længerevarende psykiatriske behandling, som kan hjælpe dem videre, fosser pengene ud af kommunernes pengekasser for at betale for nogle tomme senge.

Der er blevet etableret 150 særlige pladser i psykiatrien uden at undersøge behovet. I dag står vi med en model, som ikke giver borgerne den hjælp, de reelt har brug for. Samtidig er løsningen endt som et økonomisk ustyrligt mareridt for os i kommunerne, skriver KL i en kronik.

Af KL's formand Jacob Bundsgaard, formand for KL's Socialudvalg Joy Mogensen og formand for KL's Ældre- og Sundhedsudvalg Jette Skive

En aften i marts 2016 blev en 57-årig kvindelig medarbejder på botilbuddet Lindegården slået ihjel af en 30-årig beboer.

Det var femte gang på fire år, at overfald på medarbejdere på botilbud eller forsorgshjem førte til dødsfald. Det tragiske drab satte gang i en stribe fordømmelser og i søgen efter løsninger, der skulle forebygge, at noget lignende kunne ske igen.

Målet var en løsning, der sikrer, at borgerne får en bedre behandlingsindsats og samtidig den rette socialfaglige støtte. Det var svært entydigt at pege på en løsning, da området og borgernes behov er aldeles komplekse. Og ser vi på de tendenser, der præger området, er udsigterne noget dystre. F. eks. er der forsvundet så mange sengepladser i psykiatrien, at det er svært for selv de allersygeste borgere at blive indlagt. Dertil kan lægges en udvikling, hvor flere og flere bliver udskrevet, før de reelt er færdigbehandlede. Senest har Lægeforeningen råbt vagt i gevær.

Vi ser også, at der på bare syv år er sket en fordobling i andelen af børn og unge, der har fået en psykiatrisk diagnose såsom autisme, angst eller adhd.

Mere komplekse behov end tidligere

Samtidig er antallet af borgere med psykiske vanskeligheder, som bor på et botilbud eller får hjælp af kommunen til at mestre hverdagen i egen bolig, steget med hele 17 pct. på bare tre år. Og de borgere, vi får ind, har langt mere komplekse behov end tidligere, hvilket selvsagt kræver en styrket indsats i forhold til kompetencer og kapacitet og i høj grad kalder på et tættere samarbejde mellem regioner og kommuner - og det forudsætter en økonomisk såvel som faglig prioritering, som går på to ben.

Hertil kommer så den gruppe af borgere, som kom i søgelyset i forbindelse med de fem tragiske drab på botilbud. Borgere, som i dag ofte ryger ind og ud af hospitalspsykiatrien, og som reelt har brug for en længerevarende behandlingsindsats kombineret med en rehabiliterende indsats i socialpsykiatrien.

En mindre gruppe borgere, som vi selvsagt skal tage bedre hånd om.

Model uden evidens

Spoler vi tilbage til foråret og forsommeren 2016, var én ting klar: Vi kunne og ville ikke acceptere, at kommunale medarbejdere risikerer deres liv ved at gå på arbejde, eller at beboerne på vores botilbud lever i utryghed. Meningerne om den bedste løsning var mange. I KL var vores ønske, at man fokuserede på langtidsbehandlingspladser i psykiatrien med tæt tilknytning til den kommunale rehabiliteringsindsats.

I december kom det første lovforslag i høring. Forslaget bar desværre præg af at være udarbejdet ved et skrivebord alt for langt væk fra den konkrete virkelighed, og forslaget skabte derfor også en hel del furore. Forslaget blev forkastet.

Dernæst fulgte endnu et forslag, som også blev forkastet. Sådan fortsatte det et par runder. Hver gang modellen blev ændret, var hovedfokus på, om der kunne skabes et flertal i Folketinget, frem for om modellen løste de udfordringer, som den var tiltænkt. I juni 2017 blev et lovforslag om etablering af særlige pladser i psykiatrien godkendt i Folketinget.

Der var skabt en model uden evidens, uden forudgående erfaringer, og pladserne skulle bare etableres i en fart.

Kommuner og regioner gik hurtigt i gang med at fastlægge, hvor mange pladser der egentlig var brug for i hver enkelt region. Men sundhedsministeren var utålmodig. Aftalen lød på 150 pladser, så 150 pladser skulle der etableres - uanset behov. Dermed forsvandt kommunernes muligheder for at styre kapaciteten ud fra borgernes behov.

Konstruktionen er slået fejl

Nu er vi så fremme ved foråret 2018, og ministeren får de 150 pladser. Men det er desværre tydeligt, at konstruktionen har slået fejl.

De første 15 pladser åbnede i Region Syddanmark i marts i år - kun fire er i brug. Og 1. maj åbnede 21 pladser i det midtjyske. Også her tyder alt på, at de fleste pladser vil stå tomme. Det er uholdbart! En rundspørge blandt de 22 kommuner i Syddanmark viser, at årsagen til, at pladserne ikke bliver brugt, er, at borgerne ganske enkelt takker nej tak til at blive indskrevet.

Det kræver samtykke, hvis en borger skal ind på en plads.

Hertil kommer, at visitationskriterierne for en indlæggelse er for snævre og vanskelige for kommunerne at bruge. Der er behov for et længerevarende motivationsforløb med borgeren forud for en eventuel indlæggelse. Endelig er vurderingen fortsat, at der ikke er brug for det antal pladser, som sundhedsministeren har besluttet, der skal etableres.

I dag står vi så med en model, som ikke giver borgerne den hjælp, de reelt har brug for. Samtidig er løsningen endt som et økonomisk ustyrligt mareridt for os i kommunerne.

Imens vi mangler sengekapacitet i psykiatrien, hvor borgerne kan få den længerevarende psykiatriske behandling, som kan hjælpe dem videre, fosser pengene ud af kommunernes pengekasser for at betale for nogle tomme senge - først i Syddanmark og nu også i Midtjylland. Penge, der kunne være brugt på at give borgerne en rehabiliterende indsats.

Behov for at gentænke modellen

I KL har vi været tålmodige. Vi har plæderet for at give det tid.

Været loyale over for aftalen. For vi skal finde løsninger til at hjælpe vores medarbejdere og beboerne på de kommunale, regionale og private tilbud til en tryg hverdag, hvor der kan arbejdes med den enkeltes rehabilitering. Men det burde være tydeligt for enhver, at vi ikke har fundet den gyldne løsning med de 150 pladser.

Erfaringerne er endnu spæde, men modellen ser ganske enkelt ikke ud til at virke! Vi er nødt til at gentænke, hvordan vi kan indfri intentionerne om at skabe bedre behandlings-og rehabiliteringsindsatser til denne gruppe af borgere med svære psykiske lidelser, og samtidig øge trygheden og trivslen for beboere og medarbejdere på botilbud og forsorgshjem.

Lader vi stå til, risikerer vi, at risikoen for ulykkelige ulykker forbliver høj.

En mulighed, som ligger lige for, kunne være at omdanne pladserne til almindelige behandlingspladser i psykiatrien. En anden er simpelthen at gentænke hele konstruktionen.

Det kunne fx være, at regioner og kommuner får lov at fastlægge kapaciteten selv ud fra de konkrete lokale behov, og at de eventuelle overskydende pladser lukkes eller konverteres til fx ordinære behandlingspladser i den regionale psykiatri.

Behov for fælles drøftelser – til gavn for borgere og medarbejdere

Nu starter årets økonomiforhandlinger for både os i kommunerne og for regionerne.

Med et psykiatriområde, som i den grad presser de kommunale budgetter, er der ingen tvivl om, at vi sætter os ved forhandlingsbordet med en klar opfordring til at prioritere psykiatrien - både i regionerne og i kommunerne. Og samtidig vil vi på det kraftigste opfordre regeringen til at tage handling på den uholdbare konstruktion med de 150 pladser. Vi står lige nu med en model, som ikke løser det grundlæggende problem, og som trækker økonomiske ressourcer ud af det specialiserede socialområde, uden at det gør gavn for hverken medarbejdere eller borgere.

Parterne på psykiatriområdet må sætte sig sammen og drøfte, hvordan vi kommer tilbage til at finde løsninger, der er bæredygtige, og som kan indfri intentionerne om at skabe bedre leve-og arbejdsvilkår på botilbud og forsorgshjem.

For de særlige pladser gør det ikke.

***

Kronikken er bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 9. maj 2018