Der er en stigende erkendelse af, at hvis en borger med handicap eller sindslidelse skal leve så normalt et liv som muligt, så skal vi ikke måle succes’en på, hvor mange der får tildelt ekskluderende botilbud og aktiviteter, skriver Anny Winther i et debatindlæg.
Af Anny Winther, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg
Det socialpolitiske barometer er drejet mod ”inklusion og rehabilitering”. Der er en stigende erkendelse af, at hvis en borger med handicap eller sindslidelse skal leve så normalt et liv som muligt, så skal vi ikke måle succes’en på, hvor mange der får tildelt ekskluderende botilbud og aktiviteter.
Inklusion og rehabilitering skal være udgangspunktet og ledetråden, uanset om vi taler om typen af tilbud eller måden støtten udføres på.
Egentlig er det ikke noget nyt. Det var de samme tanker, der lå bag udlægningen af særforsorgen tilbage i 80’erne. Og den videre udbygning med kommunale tilbud.
Ingen tvivl om, at der blev etableret nye og bedre tilbud. Vi fik bare etableret den ”systemfejl”, at de nye amtslige specialiserede botilbud blev italesat som ”de bedste” tilbud – hvorefter alle andre tilbud kun blev betragtet som næstbedst og ikke godt nok.
Alle borgere har brug for fagligt dygtige medarbejdere, der kan give den rigtige støtte. Nogle borgere kan have brug for nogle helt særlige kompetencer, som kun vil være til stede hos nogle få medarbejdere.
Men fordi vi fik sat lighedstegn mellem ”specialiseret tilbud” og ”det bedste” – fx i forståelsen særlige botilbud – så har mange borgere måtte flytte væk fra deres familie og vante miljø for at få ophold i et botilbud uden tilknytning til lokalområdet. Nogle gange endda langt væk. Og i tilbud, hvor alt foregik på botilbuddets matrikel ”skærmet af” for omverdenen.
Øget inklusion og rehabilitering handler imidlertid ikke alene om typen af tilbud og hvor store bo-tilbud er. Eller om der kun bor borgere med præcis samme funktionsnedsættelse. Eller det kun kan lade sig gøre, hvis vi får mange flere penge.
Det handler i højere grad om, hvordan man på alle tilbud tilrettelægger støtten og rent praktisk udfører den. Det er et anliggende for alle medarbejdere. Et par helt banale eksempler: Dyrker vi kun motion på botilbuddets matrikel (ekskluderende) – eller tager vi i fitness-centret? Går vi ud og spiller billard – eller spilles der kun på botilbuddets eget billard? Hjælper vi borgeren på job på en almindelig arbejdsplads (med støtte) – eller til vores eget beskæftigelsestilbud?
Én vigtig vej til en god socialpædagogisk praksis er at reflektere over, tale om og diskutere, hvad det er, vi går og gør – og hvorfor vi gør det på netop denne måde. Den faglige debat bør tages uan¬set, hvordan de økonomiske rammer ser ud.
Der er brug for, at du og dine kolleger i det daglige diskuterer jeres socialpædagogiske praksis i for¬hold til at arbejde inkluderende og rehabiliterende. Der er masser af udfordringer og dilemmaer omkring rehabilitering, inklusion, omsorgspligt, borgerens selvstændige liv, mestringsevne og eget-ansvar m.v., som er evigt aktuelle temaer på den enkelte arbejdsplads.
Det er også en langt mere konstruktiv tilgang end en debat fokuseret på alverdens elendigheder i faget. En debat der heller ikke gavner områdets og professionens almindelige omdømme – og som kun gør det sværere at fastholde de gode kolleger og rekruttere nye studerende.
***************************************************************************
Indlægget er bragt i den seneste udgave af fagbladet Socialpædagogen.