Social- og Integrationsministeriet har sendt et lovforslag i høring vedr. udvidelse af målgruppen for ledsageordningen, så den også gælder for unge med nedsat funktionsevne mellem 12 og 15 år. KL tager forbehold for den politiske behandling og økonomiske konsekvenser af forslaget. KL støtter umiddelbart forslaget.
Social- og Integrationsministeriet har sendt et lovforslag i høring. Lovforslaget rummer et forslag om at udvide målgruppen for ledsageordningen, så den også gælder for unge med nedsat funktionsevne mellem 12 og 15 år. Ordningen omfatter i dag unge mellem 16 og 18 år, samt voksne.
Forud for lovforslagets fremsættelse har Servicestyrelsen gennemført et forsøgsprojekt, hvor 10 kommuner har afprøvet den påtænkte udvidelse af ledsageordningen. Forsøget er blevet evalueret. Kommunernes holdning til forsøget var positiv.
Lovforslaget fremsættes som led i satspuljeaftalen for 2012 mellem Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Social- og Integrationsministeriet foreslår, at de nye regler skal træde i kraft den 15. marts 2012.
KL støtter forslaget. KL’s vurdering er, at forslaget vil medvirke til at:
- styrke unge med nedsat funktionsevnes muligheder for selvstændig livsførelse
- styrke de unges ligestilling i forhold til andre unge uden handicap
- bidrage til, at de unge bliver bedre rustet til at klare sig uden støtte fra deres forældre, når de bliver voksne
KL tager dog forbehold for den politiske behandling og økonomiske konsekvenser af forslaget. Lovforslaget kan læses på hjemmesiden "Høringsportalen", som ligger under hjemmesiden www.borger.dk . KL's høringssvar kan læses via link til højre i dette skærmbillede.