Danmark har fået sin første nationale handleplan på demensområdet. Anny Winther, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, hilser den nye plan velkommen og er tilfreds med, at der nu er markeret et nationalt fokus på den vigtige indsats for borgere med demenssygdomme og deres pårørende.
”Jeg vil først og fremmest gerne fremhæve, at det nu er slået fast, at vi kun skaber en god udvikling på demensområdet ved et tæt samarbejde mellem staten, regionerne og kommunerne,” siger Anny Winther.
”Det er helt afgørende, at borgerne oplever, at der er god sammenhæng i indsatsen lige fra det første besøg hos den praktiserende læge eller den kommunale demensspecialist, henover diagnosticering, behandling og den efterfølgende pleje og omsorg,” siger hun.
Den nye plan indeholder 14 konkrete anbefalinger, som alle skal bidrage positivt til de kommende års udvikling på demensområdet.
”Jeg mener, at alle 14 anbefalinger er både gode og vigtige, og at de rammer næsten alle vigtige hjørner i demensindsatsen. Der mangler dog ét meget væsentligt område – nemlig den fremtidige økonomi. Vi ved, at der i de kommende år vil komme mange flere borgere med demenssygdomme, og vi kan ikke løse de mange nye opgaver inden for den nuværende ramme. Det er derfor nødvendigt, at staten finder ressourcer til at løfte området markant. På den korte bane glæder vi os over de 20 mio. kr., der er afsat til at udvikle den nuværende indsats, og kommunerne er klar til at gå i gang med arbejdet,” siger Anny Winther.
Læs handlingsplanen og kortlægningen af demensområdet i pdf'erne ude til højre.
Yderligere oplysninger fås hos chefkonsulent Tina Jørgensen, tlf. 3370-3489, ttj@kl.dk eller via pressekonsulent Trine Søndergaard, tlf. 3370-3333, trs@kl.dk